Model af trappen, der er udstillet i biblioteksrummet
Model af trappen, der er udstillet i biblioteksrummet

Markant mellemrum i midten

I sæsonens temaudstilling kan du møde et helt konkret mellemrum, nemlig en trappe

Litteraturformidler Nanna Damsgaard-Larsen og arkitekt Carsten Johansen står bag efterårets meget markante udstilling: en kæmpe trappe midt i biblioteksrummet. Læs her deres tanker bag udstillingen:

Fra Helle Helle til Herlev

”Jeg skrev for meget om det trappetrin”. 
Sådan begynder Helle Helles roman ”Dette burde skrives i nutid”, og det er hovedpersonen Dorte, der leverer den efterhånden ikoniske romanåbning. 

Dorte bor alene i et hus ved Glumsø Station, og i stedet for at tage toget ud i verden eller bare gå indenfor, er hun en smule paralyseret der på trappetrinnet; hun er lige midtimellem, lige der hvorfra man kan gøre det ene eller det andet. Men hun gør ingen af delene, hun bliver siddende og skriver om lige netop dét. 

Trappen gennem tid og rum

I arkitekturhistorien har trappen ændret plads, form og funktion utallige gange – fra storslået trappearkitektur i barokken, hvor trappen blev brugt som scene ved ankomster til store begivenheder og til at definere hierarki og status, til en moderne arkitektur, hvor trappen gemmes væk i skakter som her på Herlev Bibliotek.

Trappen er både arkitekturens og litteraturens udmærkede billede på et mellemrum. En forbindelse, indgang, adgang og invitation. Et opholdsrum og et mulighedsrum, hvor man kan flytte sig, både symbolsk og konkret. 

Særlig gave for enden af trappen

Med vores trappe her i biblioteket vil vi ophøje mellemrummet. Mens de to permanente trapper er skjult fra selve biblioteksrummet, står denne trappe fremme med transparente sider og giver mulighed for at se ud, mens man går på den – men også mulighed for at betragte den, som er på vej op eller ned. 

Og der er noget at opnå for enden af trappen, også i vores værk: et særligt stykke litteratur om mellemrum skrevet af forfatteren Dorrit Willumsen til netop denne trappe og udstilling. 

Det arkitektoniske mellemrum leder op til det litterære mellemrum så at sige. Men ellers ingen steder hen. Mellemrummet får lov at have værdi i sig selv. Det er bare. Og det er vigtigt.