""

Hold styr på din læsning med Goodreads

Læser du mange bøger, og vil du gerne holde styr på tidligere og kommende litterære oplevelser? Så er Goodreads noget for dig

Goodreads er en engelsksproget hjemmeside med over 25 millioner brugere. Alle har de det til fælles, at de godt kan lide at læse bøger.

Goodreads er et socialt forum, hvor man kan holde styr på sin bogsamling; hvad man har læst, hvad man gerne vil læse, og hvad man synes om de bøger, man har læst.

Det er gratis at oprette sig som bruger på Goodreads, og det tager blot få minutter at komme i gang.

Goodreads findes som hjemmeside og som app til din smartphone. Så når du står på biblioteket eller i boghandlen kan du nemt og hurtigt se, hvordan andre brugere har anmeldt en bog, du måske overvejer at læse. 

Goodreads er en god huskeliste. Men mediet indeholder også meget andet: 

Målrettede anbefalinger 

Det er rart med inspiration til ny læsning, og det kan Goodreads også give dig.

Du får målrettede bogforslag på baggrund af de genrer, som du har angivet interessere for, og hvad du synes om bøger, du tidligere har læst. 

Læseudfordring

Mangler du et skub for at komme i gang med at læse, eller vil du gerne udfordre dig selv ved at læse flere bøger om året, så kan "Reading challenge" på Goodreads være noget for dig.

Her er det nemlig muligt at sætte personlige mål for, hvor mange bøger du gerne vil læse i år. Og du kan løbende følge med i, om du er bagud eller foran i forhold til at nå dit personlige mål. 

Find inspiration hos andre brugere

Du kan også finde inspiration til næste læseoplevelse i de mange boglister, som andre brugere har lavet.

Det kan være lister som Bøger som alle bør læse mindst en gang, Gode kattebøger og Bedste historiske fiktioner.

Du kan på listerne markere, om det er en bog, du gerne vil læse, eller om du allerede har læst den. På den måde kan du opdatere din digitale bogreol. 

Få en introduktion til Goodreads

Kom og hør mere om Goodreads, når vi afholder et lille kursus i mediet på Herlev Bibliotek onsdag den 12. juni klokken 16.00-17.00.

Bare duk op og medbring gerne tablet eller smartphone, hvis du måske vil bruge Goodreads der.