Vi anbefaler: Tre små appetizers for enhver smag
“Den hvide masai” af Corinne Hofmann
Vildt fascinerende historie fra det virkelige liv, om schweizeren Corinne Hofmann, som i 4 år var gift med en masai og dermed levede den del af sit liv iblandt dem.
Jeg synes, det er en god historie, fordi man får indblik i en helt anden verden og kultur end vores egen og indser, hvor forskelligt mennesker lever deres liv, og hvordan kærlighed ingen grænser kender. Derimod kan kulturforskellighed have en afgørende rolle for om kærligheden kan bestå.
”The Circle” af Dave Eggers
Jeg har gennem tiden læst rigtig mange krimier, men ingen har gjort indtryk på mig, som ”The Circle”. Måske også fordi den er så anderledes end almindelig gængse krimier. ”The Circle” er en thriller, der handler om, hvordan de sociale medier kan misbruges i de forkerte hænder.
Den har fået temmelig forskellige anmeldelser, men jeg giver den topkarakter, da den giver et skræmmende billede af et overvågningssamfund hvor man er ”på” 24/7, og hvor intet længere er privat.
Jeg synes, det er temmelig tankevækkende i forhold til, hvordan sociale medier og digitale platforme fylder mere og mere i vores samfund, selvom tingene her er sat på spidsen.
Visse anmeldere trækker tråde til ”1984” af Georg Orwell, som vakte stor opsigt da den blev udgivet.
Bogen blev filmatiseret i 2017, og som film er fortællingen bestemt også god.
The circle : roman
”Min mor var besat” af Peter Øvig Knudsen
Dette er en virkelig stærk, ærlig og rørende skildring om psykisk sygdom.
Den beskriver Peter Øvig Knudsen´s barndom, med en mor som var hårdt ramt af depression, og hvor dette var altoverskyggende i hans liv med hende. Alting fremstod pænt og poleret på overfladen, men bag facaden var alt kaos, for både hans mor og hele hans familie.
Undervejs i arbejdet med bogen, blev Peter Øvig selv ramt af en depression, og vi følger hans tanker og sygdom tæt.
Jeg blev virkelig rystet over, hvor invaliderende en sådan tilstand kan være for den ramte og dennes familie, og derfor har den gjort et stort indtryk på mig.
Min mor var besat
Det var tre smagsoplevelser, jeg synes, du skulle prøve at dykke ned i: Alle tre er at finde på eReolen.dk
Velbekomme!