Vi anbefaler: Bliv godt underholdt i Føtexsøen
Bogen handler om Lene, der har taget en pause fra RUC og drømmer om at blive forfatter. Hun har dog fået fem afslag om optagelse på Forfatterskolen og er i stedet blevet kassedame i Føtex. Lene er enebarn af en dansk mor og en egyptisk far. Hendes barndom foregår i Høje Tåstrup og fortælles i tilbageblik, der både er sjove og groteske. Vi får blandt andet at vide, at den egyptiske og ganske ukuelige far har store drømme med kiosken ved navn ”Cocktail” – en kiosk, der handler med en skøn blanding af pitabrød, paraplyer og jakker. Senere forsøger han sig med en dansk pølsebod, hvorfor det muslimske broderskab kræver en forklaring på dette foretagende.
For Lene går det heller ikke så godt. Hun bliver løbende indkaldt til møde med personalechefen i Føtex pga. voldsomme kassedifferencer, og hendes kæreste slår pludselig op…pr brev. Samtidig forsøger hun at få hold på sin delvis arabiske baggrund og det arabiske sprog ved at rejse til Cairo, hvor hun flytter ind hos sin store arabiske familie. Ihærdigt forsøger hendes egyptiske fætre at få hende til at nedtone flirteriet med det modsatte køn. Og sådan fortsætter Lenes genvordigheder på denne identitetsrejse – alt sammen beskrevet i en dejlig frisk og humoristisk tone.