""

Lyden af vintersolhverv – musik til lysere tider

10.12.20
Få oplevelsen af ”lys i mørket”, når du lytter til musik. Musikformidler Claus Thurøe giver her sine anbefalinger

Vi har på Herlev Bibliotek de seneste par år prøvet at give folk en musikalsk oplevelse af ”Lys i mørket” gennem vores meget populære event ”Vintersolhverv”.
Vintersolhverv er den 21. december, og her vender lyset tilbage, og dagene bliver igen tiltagende længere.

Man kan opleve eller udtrykke fornemmelsen af temaet gennem forskellige genrer inden for musikken.
 

""

Ambient

Ambient music er en musikgenre, som fokuserer på lydenes klangfarve.
Musikken fører lytteren gennem et abstrakt lydlandskab, og gennem den atmosfæriske og visuelle stemning kan kunstneren sammensætte et lydunivers, som blandt andet kan give lytteren indre billeder af lysende stjerner i verdensrummet eller følelsen af at befinde sig i et altomsluttende lys.

Ambient begyndte i starten af 1900-tallet som en klassisk genre, men ændrede karakter i 1960-70’erne, hvor elektronisk musik udviklede sig og gav flere muligheder for genren.
Brian Eno er vel nok den største musiker indenfor ambient, da han videreudviklede genren og har lavet adskillige ikoniske værker som blandt andet ”Music for Airports”, ”Music for films” og ”Reflection”.

Se dokumentarfilmen ”Brian Eno, In the ocean” online på netmediet Medici.tv via Herlev Bibliotek.
Filmen handler om det unikke, nyskabende samarbejdsprojekt med blandt andre Philip Glass og Steve Reich i 1980’erne i New York, og som senere blev til "Bang on a Can", en af de mest vitale bevægelser inden for musikken i dag. 

Ambient musik tæller blandt andre også komponist og pianist Max Richter, som er et tydeligt eksempel på sammenhængen mellem klassik musik og moderne musik.
Han har med sit værk ”Sleep” på 8,5 timer skrevet sig solidt ind i musikhistorien.

CD’er og LP'er kan reserveres nu, men først hentes i det nye år! Her er nogle af mine anbefalinger:

Brian Eno: "Music for films"
Brian eno: "Reflection"
Brian Eno: "Music for Airports"
Max Richter: "Sleep"
 

""

Verdensmusik

Man kan også få oplevelsen af “Lys i mørket” inden for genren verdensmusik, som opstod i 1980'erne. Man kan traditionelt definere musikstilen som en smeltedigel af vestlig populærmusik og traditionel (mest ikke-vestlig) musik.

Gennem musikalske traditioner og rødder fra hele verden kan man fornemme lysere tiders komme. Man får en fornemmelse af noget oprindeligt, at solen til alle tider over hele jordkloden har været længst ude i sin vendekreds til Vintersolhverv. 

Derfor har vi på Herlev Bibliotek altid lagt vores vintersolhverv-event den 21. december mellem klokken 7.45 og 9.00, hvor solen er længst væk fra os på jordkloden, men dermed også begynder sin færd tættere på jorden.

Fusion på tværs af Verden

Verdensmusikgenren gør brug af musik, lyde, sang og instrumenter, som stammer fra fortiden og blandt andre oprindelige folkeslag.

En spændende duo, som er topmålet af global musik, er kinesiske Wu Fei på det kinesiske strengeinstrument guzheng og amerikanske Abigail Washburn, der spiller clawhammer-banjo, mens de synger på engelsk og kinesisk.
En sammensætning, som går op i en højere enhed og giver lytteren en lys og behagelig oplevelse.

En anden interessant gruppe er Black String, en koreansk folk, jazz, blues-gruppe, som blandt andet bruger gamle tromme-, blæse- og strenge-instrumenter til at give den rette stemning i musikken.

Af nye danske grupper kan man nævne årets danske rootsnavn 2020, KutiMangoes, som spiller afro-jazz inspireret af rejser til Mali og Burkino Faso i Vestafrika.

Er man til afrikansk musikkultur, kan man følge gademusiker-gruppen Staff Benda Bilili på Filmstriben i musikdokumentarfilmen "Benda Bilili!"
Gruppen spiller soukous, en speciel genre inden for rumba, som stammer fra Congo. Filmen følger det congolesiske orkester Staff Benda Bilili gennem fem år fra Kinshasas slum til stjernestatus.

CD’er og LP'er kan reserveres nu, men først hentes i det nye år! Her er et spændende udvalg inden for verdensmusikken:

Fei Wu: "Wu Fei & Abigail Washburn"
Black String: "Mask dance"
Black String: "Karma"
KutiMangoes: "Afrotropism"
KutiMangoes: "Made in Africa"
 

""

Folk metal

En mere konkret måde at opleve vintersolhverv gennem musik er at lytte til musikgrupper, der bruger det oldnordiske univers som direkte inspiration for deres musik og tekster. 

Folk metal er en genre, der tager mere konkret fat i emnet og taler direkte ind i vintersolhvervs nordiske univers ved at synge om hedenskab, naturen, mytologi og historie. Man kan endda finde musiknumre, som decideret omhandler vintersolhverv. 

Musikstilen er en blanding af folkemusik og heavy metal og bruger ud over traditionelle rockinstrumenter også drejelire, fløjter, violin og forskellige andre folkemusik-instrumenter, ofte med rod i gruppernes nationale baggrund. Desuden er sangen ofte inspireret af traditionel folkesang.

Genren er forholdsvis ung fra 1990 og kom først til Danmark med storbandet Huldre i 2006. Bandet er nu opløst, og af asken opstod gruppen Ættir. Gruppen udgav i 2019 deres første EP, som blandt andet indeholder nummeret ”Gravfærd”, hvor de har en smuk cello omgivet af metal-guitar og trommer.

Et andet fænomen inden for genren er det danske enkvinde-projekt Myrkur. Hun tager sit afsæt i samme gammel-nordiske univers.
Myrkur består af komponist, sanger og guitarist Amalie Bruun. Hun har lavet sin helt egen stil, hvor hun blander black metal og nordiske folkeviser. Ordet "myrkur" betyder "mørke" på islandsk.

LP'er og CD’er kan reserveres nu, men først hentes i det nye år! Her er et udvalg af folk metal:

Ættir: "Ættir"
Myrkur: "M"
Myrkur: "Myrkur"