Lyt til Nyt - marts
Palle Mikkelborg: Pieces: Generations at sunrise
Palle Mikkelborg er en af dansk jazzmusiks grand old men. Han har en lang karriere bag sig, og blev verdenskendt, da han spillede med Miles Davis, hvis trompetlyd han ofte lægger sig op af. Mikkelborg har altid været eksperimenterende, og det er han stadig, men holder samtidig fast i jazzens grundværdier. Det er dejlig musik – lyrisk fortællende men med kant.
De fire musikere, der udover Mikkelborg, tæller Benjamin Barfod, Bjarne Roupé og Anton Langbæk, klæder hinanden godt.
Et must for jazzelskere.
Igor Stravinskij: Serenade for klaver, A-dur, 1925: Trifonov
Russiske Daniil Trifonov er en af verdens største klassiske klaverstjerner i tiden. Han er kun 29 år men allerede virtuos med flere cd-indspilninger bag sig. På denne cd spiller Trifonov udelukkende musik af sine landsmænd Scriabin, Stravinsky og Prokofiev, som vi ellers mest kender som store orkesterkomponister. Dette forklarer måske cd’ens titel ’Silver age’, der hentyder til klavermusikkens sølvskat (guldskatten må vi komme tilbage til en anden gang).
Musikken er voluminøs, sine steder krævende, men altid en nydelse. Og så er den hamrende godt spillet.
Bemærk at cd-titlen i bibliotekssystemet afviger fra cd-coveret, men der ER tale om samme cd.
Guf for klaverelskere.
Nora Jean Wallace: Blueswoman
Lad os slutte af med en ren blues indspilning med en god dyb bluessangerinde, der giver den gas for fuld udblæsning, som en ’rigtig’ blues skal lyde. Wallace er ingen vårhare men har været i branchen i mange år. Der er dog gået 16 år siden hun sidst har givet lyd fra sig, men det kan man ikke høre. God Chicago blues hvor man hurtigt fornemmer rytmen.
Lyt til den en sen coronaeftermiddag eller forestil dig en tur i byen…ud på de små timer med en halvlunken øl. Måske en dag…
Blues lovers – for you!