Vi har RUM TIL DIG
Fra uge 43 sætter biblioteket med kampagnen “Rum til dig” fokus på alle jer, der besøger biblioteket. Og alle jer, vi så gerne vil have besøg af! Det kunne være…
- Dig, der er ung og bruger biblioteksrummet til at læse pensum og gruppearbejde med studiekammerater.
- Dig og dine børn, der har brug for rum til leg og nærvær.
- Dig, der elsker en god oplevelse som et foredrag, en koncert eller en samtalesalon.
- Dig, der har brug for et rum til at hænge ud og hygge med dine venner.
- Dig, der søger indblik og udsyn gennem mødet med forskellige mennesker og holdninger.
- Dig, der gerne vil tale med et rigtigt menneske, der kan inspirere dig til din næste læseoplevelse eller hjælpe dig på vej i jagten på ny viden.
Bibliotekschef: ”Vi tjekker ikke lånerkort i døren”
Hvorfor har vi alle jer og biblioteksrummet i centrum for den nye kampagne? Det forklarer bibliotekschef Thomas Angermann:
”Biblioteket er et helt særligt sted, fordi vi ikke stiller nogen krav. Du behøver ikke at præstere noget i biblioteket, det koster ikke noget at komme ind, og du skal ikke nødvendigvis låne noget,” siger han og understreger, at biblioteket er et rum for alle borgere i Herlev:
”Jeg talte med en nabo til biblioteket, der ikke lige får besøgt os. Han troede nemlig, det kræver et lånerkort. Men vi tjekker ikke lånerkort i døren, og biblioteket er lige så meget et sted, hvor man bare kan mødes med sin fædregruppe, studiegruppe eller vennegruppe, som det er et hus fuld af viden.”
Vi holder af hverdagen
Det er egentlig noget ret grundlæggende, vi gerne vil fortælle med den nye kampagne, siger Thomas Angermann. Men selvom det er grundlæggende for os, der arbejder i biblioteket, er det måske ikke så indlysende for alle i Herlev.
”Vi er rigtig gode til at gøre opmærksom på vores aktiviteter og events, men vi skal også huske at fortælle om hverdagen. Om biblioteket som et rum for alle mennesker i Herlev og et sted, hvor vi mødes.
Rigtig mange af byens borgere bruger allerede biblioteket, men der er plads til flere. Der er rum til dig,” siger han.
Stor kampagne for biblioteket
I uge 43 lancerer Herlev Bibliotek kampagnen “RUM TIL DIG”.
Biblioteks brugere popper op på store plakater over hele byen, som video i bus 350S, på skærme i idrætshaller og Borgerservice, som biografspot i Herlev Teaterbio og flere steder online.
Du kan under kampagnen møde biblioteket alle mulige steder ude i byen, men budskabet er: Kom til os. Vi har RUM TIL DIG.