læseapps
Læseapps

De bedste læseapps til børn

28.04.16
Se med her efter de bedste apps til børn, der hjælper med at øge læseevnerne og interessen for bøger.

Som rigtig mange forældre efterhånden ved, er iPad'en, smartphonen og deres tusindtallige apps og spil blevet uundværlige i mange børns hverdag. Det er noget der kan stjæle meget tid fra læsningen, men i junglen af apps gemmer der sig rigtig mange sjove og lærerige spil, der kan hjælpe poderne med at lære at læse, og ikke mindst få interessen for at læse! Vi har her samlet nogle af de bedste apps indenfor læsegenren, som samtidig er gratis. Detaljer om hvilke formater og platforme de kan findes på følger også, iOS henviser til iPhone og iPad, og Google Play henviser til Android telefoner og tablets. Nogle af titlerne kan dog udvides mod betaling, men vi henviser her kun til de gratis versioner af spillene.

Lille Læser

(af MV Nordic, gratis, kan hentes på App Store til iOS og Google Play til Android)

Denne app er til de helt små fra vuggestuealderen, og lærer børnene på pædagogisk og hyggelig vis at lytte, læse og skrive sine første ord. App'en er baseret på den nyeste forskning indenfor børns læring, og er også blevet anbefalet af sprogforskere for sin nemme tilgang til sprogindlæring.

Lydret Dingo - Lær at læse

(af Gyldendal, gratis, kan hentes til iOS på App Store)

Denne app er baseret på den populære letlæsningsserie Dingobøgerne fra Gyldendal. Her har du både adgang til at læse nogle af forlagets allerede udgivne Dingobøger, kombineret med oplæsning og læsestøtte, herunder muligheden for at barnet kan optage sin egen højtoplæsning. App'en indeholder også info til voksne om børns læsning og læring.

Mikro Dingo

(af Gyldendal, gratis, kan hentes til iOS på App Store)

Denne app er i samme serie som Lydret Dingo, men ligger lige på niveauet højere til børn i de første klasser. Denne app har potentialet til at knække læsekoden hos de tidlige og svage læsere.

 
Læseguld Gratis
(af Minitutor, gratis, kan hentes på App Store til iOS og til Android på Google Play)
 
Hjælp den spøjse Alkymist med at skabe "læseguld" ved at sætte lyde sammen til rigtige ord. App'en er mest baseret på ordenes lyde, for at lære børnene lydret udtale. Til børn i 0.- 1. klasse.
 

H.C. Andersens Eventyr

(af Lindhardt og Ringhof, gratis, kan hentes på App Store til iOS)

I denne app får du fra start tegnefilmen "Den lille havfrue", e-bogen "Fyrtøjet", lydbogen "Hyrdinden og skorstensfejeren" samt nogle spil - med yderligere mulighed for tilkøb af ekstra materiale. App'en er centreret omkring H.C. Andersens eventyruniverser, og er illustreret af Mårdøn Smet og med lydbogsindlæsning af Sebastian Klein. App'en er en god introduktion til H.C. Andersen til de 3-99 årige!

Leo & Mona - Læsesjov

(af Space Time Foam, gratis, kan hentes på App Store til iOS og Google Play til Android)

Leo og Mona er to nysgerrige og energiske børn, der kan lide at eksperimentere og lære nye ting. I dette spil kan man lære nye ord og sætninger, deres stavemåde og deres betydning på nye og hyggelige måder. Find blandt andet ud af hvad de voksne i spillet vrøvler om i vrøvlespillet. Spillet er til den nye læser og de første klassetrin.

Pixi Børnebøger 

(af Lindhardt og Ringhof, gratis, kan hentes fra App Store til iOS)

Pixi Børnebøger er appversionen af den populære mini-børnebogsserie, og der kan man både finde de klassiske pixibøger til de nostalgiske læsere, samt nyere udgivelser - herunder nogle pixiversioner af Rasmus Klump. Bøger og enkelte lydbøger medfølger, med mulighed for tilkøb.

Lydbøger for børn - oplæste eventyr

(af RIActivate ApS, gratis, kan hentes i App Store til iOS)

Denne app har en vis nostalgisk værdi for de voksne. App'en er skruet sammen så det ligner et gammeldags kassetebånd man putter i sin "båndoptager". Man har mulighed for at spole, pause, og selv optage oplæste eventyr sammen med barnet. En række klassiske eventyr medfølger fra start, med mulighed for tilkøb.

Oprindeligt skrevet af Nikolaj Deleuran, Kerteminde Bibliotekerne.

Tags