Stem til Børnevalg 2022
Landets biblioteker inviterer til Børnevalg 2022 for at styrke børnenes forståelse for og lyst til at deltage i demokratiet.
De danske folkebiblioteker ser frem til at få besøg af en masse læseglade og valg-nysgerrige børn. Vi vil frem til folketingsvalget sætte alle sejl til for at give vores yngste borgere en smagsprøve på det der valg, som alle voksne nu for alvor begynder at tale om.
På valg er kendte figurer fra børnebøger, der alle gør sig til med valgløfter, plakater og slogans.
Kom forbi biblioteket, hvor I kan se kandidaterne og stemme på jeres favorit!
Deltag i valg og quiz og VIND biografbilletter
Når I deltager i børnevalget på biblioteket, kan I også quizze. Der er to quizzer for 4-8-årige og 9-12-årige børn om de kendte kandidater.
Udfylder I en quiz på Herlev Bibliotek, kan I være med i lodtrækningen om gavekort til biografen! Der er præmie på højkant for både de mindre og større børn.
En landsdækkende succes
Det er fjerde gang, der afholdes børnevalg på bibliotekerne. Ved børnevalget i 2017 deltog over 15.000 børn, og her vandt Villads fra Valby en overbevisende sejr med hele 4260 personlige stemmer på valgsproget om ”Ja til slik”.
I 2019 vandt Carla og ”Vildheks” ved valget, hvor flere end 17.000 børn og størstedelen af landets kommuner deltog, og i 2021 vandt Ternet Ninja, og cirka 16.000 børn stemte på landets Biblioteker.
Børnevalg 2022 er igen arrangeret af Ballerup Bibliotekerne og Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med landets øvrige biblioteker.