Vild med heste?

30.05.23
Er dit barn bidt af en gal hest, får du her fire gode og anderledes bøger om heste

Har du et hesteinteresseret barn i familien, så kan jeg anbefale et besøg i de kongelige stalde på Christiansborg.

Jeg var med min familie en tur forbi i pinsen. Her var vi så heldige at se et par af hestene blive trukket ind fra ridebanen og vasket og plejet, inden de blev lukket ind i deres dejlige, store bokse.

Mit barnebarn på syv år var meget betaget af hele scenariet og meddelte, at hun også vil være hestepasser, når hun bliver stor.

Biblioteket har mange bøger om heste, hestepleje og ridning for både børn og voksne, men jeg har her fundet fire lidt anderledes hestebøger, jeg anbefaler.

De kongelige heste

Hvis I ikke har mulighed for at komme en tur forbi de kongelige stalde, så lån denne store, flotte bog med en masse fine billeder, historiske beretninger og interview med staldens personale.

En guide til livet som ponyfar

Dette er en bog til alle de mange fædre, som dag ud og dag ind pakker bilen for at køre deres ridebørn til træning, muger ud i ponyens boks – og til og med får lov at betale for det.

Grooming

Grooming er alt det, du foretager dig med din hest, som ikke involverer ridning eller kørsel. Det er det, der får stalden og hesten til at ligne en million.

Hækl en islænder

Hvis du ikke har mod på at besøge de flotte, store heste, så kan du hækle en islænder til dit barn eller barnebarn.

Det her er en glad bog fyldt med opskrifter på hæklede islandske heste i forskellige farvekombinationer.