Anbefalinger til juledagene
Herlev Bibliotek holder lukket den 24.-26. december og 31. december-1. januar. Men du kan lige nå at komme forbi biblioteket og låne en god bog til juledagene.
Jeg anbefaler for eksempel "Sort monsun", som er første bind i Thailand-trilogien med Cathrine Birklund, der kæmper med at holde sammen på sig selv efter en traumatiserende oplevelse. Eller du kan læse "Hvepsens år", der begynder en regnfuld aften, hvor en bil kører ind i en flok kvindelige studerende og dræber flere af dem. Hvad fik føreren af bilen til at køre ind i kvinderne...?
Du kan også låne "Drengen i mørket", som er første bind i Storm & Molin-serien, hvor det umage makkerpar prøver at få deres eget efterforskningsbureau op at stå. Eller læs "Sanatorium", som foregår i de schweiziske alper, hvor sneen vælter ned og afskærer det nyåbnede hotel totalt fra omverdenen – en person forsvinder, og historien er i gang.
Hvis du ikke har mulighed for at nå forbi biblioteket, så tab ikke modet, da vores digitale verden altid er åben! Du kan finde fremragende bøger på eReolen og gode film til juledagene på Filmstriben.
Rigtig god jul og godt nytår.