Efterårsferie: Vær krea med naturen
Vi går snart ind i skolernes efterårsferie, og hvis du ikke rigtig ved, hvad du skal lave sammen med dine børn eller børnebørn, har jeg her et par forslag:
Krea med kastanjer
Lige nu bugner det med nedfaldne kastanjer, så det er bare afsted og samle sammen. I bogen "Unger & udeliv" er der i afsnittet "Når skoven falmer" flere gode forslag til aktiviteter med kastanjer. Find tændstikker, værktøj, nipsenåle, perler, garn, bark, stof og fantasien frem – og så er det bare i gang.
Du kan også kigge i bogen "365 udendørs aktiviteter i Danmark" på side 153-154, hvor der er forslag til aktiviteter med kastanjer.
På forkant med halloween
Hvis du gerne vil være i god tid med halloween-forberedelserne inden den 31. oktober, er det bogen "Halloween idéer". du skal have fat i.
Her er der forslag til både skræmmende pynt, uhyggelige kostumer og grusomt godt guf – alt sammen noget du kan lave med børnene.
Og når I så har udhulet en masse græskar og ikke rigtig ved, hvad I skal gøre af alt fyldet, så er bogen "Overrask med græskar" en rigtig god inspiration til mange forskellige lækre opskrifter.
God fornøjelse fra Marianne