Lån spil til sommerferien!
Selvom vores spil-glade formidler Anna er på barselsorlov, skal I ikke snydes for hendes gode anbefalinger.
Her anbefaler hun både sjove spil til familie og venner, spil til de lange sommeraftener eller spil til jer, der kun er to på ferie. Find dem – og mange flere spændende brætspil – i Demoteket på Herlev Bibliotek.
De sjove
Er du på udkig efter nogle sjove spil, så er her to bud på underholdning.
Hint
Det er et godt spil sammen med familie og venner. I grove træk kan Hint beskrives som en videreudvikling af tegn og gæt. Din medspiller skal gætte et ord, og du skal enten mime, animere det med figurer eller tale dig frem til det uden at sige ordet. Et virkelig morsomt spil, hvor der er garanti for at have det sjovt.
Spilletid cirka 45 minutter.
Codenames – pictures
Der findes flere udgaver af Codenames, for eksempel med Disney- og Marvel-tema og den originale med ord. Min favorit er klart billed-udgaven, da billedkortene er helt fantastiske.
Spillet er let at komme i gang med og er et simpelt spil, hvor man spiller sammen i hold. Det handler om at beskrive sammenhæng mellem kort med blot et ord, som ens medspiller skal identificere kortene ud fra.
Spilletid cirka 15 minutter.
De lange
Vil du gerne bruge en hel aften eller en halv sommerdag på at fordybe dig i et enkelt spil, så er her to bud på spændende spil for dig.
Power grid
Det er et spændende strategispil, som handler om at forsyne flest mulige byer med strøm. Undervejs skal du tage stilling til, hvilken slags strøm du vil satse på, for eksempel om det skal være grøn energi eller atomkraftværk. Vinderen er den, som kan levere strøm til flest byer.
Spilletid cirka to timer.
Wingspan
Rent visuelt er det et af de flotteste strategi- og familiespil, jeg længe har spillet. Spillet handler om, at I er konkurrerende fugleentusiaster, som skal have samlet den bedste samling af fugle. Fuglene bringer forskellige egenskaber med til sit habitat.
Glæd dig til spillets komponenter, blandt andet 170 forskellige fuglekort, et fuglehus og forskelligfarvede fugleæg.
Spilletid cirka 40-70 minutter.
Dem for to
Er I kun to spilglade mennesker på ferie, så er her to af mine favoritspil, der spilles af to personer.
Rivals for Catan
Måske har du prøvet originaludgaven "Settlers of Catan", og her har du udgaven for to spillere. Jeg synes, at denne udgave har en lille smule mere dybde end originaludgaven.
Det er et strategispil, som går ud på, at man bygger en by og samler ressourcer sammen. Spillet er delt op i tre decks, som repræsenterer tre forskellige æraer. For at spillet ikke skal være for komplekst, starter man med det første deck og spiller det igennem nogle gange. Herefter vælger du selv, hvornår du vil gå videre til det næste, inden du til sidst kan spille med kort fra alle tre decks.
Spilletid cirka 45-60 minutter.
Lost cities
Det er et strategispil, som er nemt at kaste sig ud i, og reglerne er simple. Men selvom spillet er simpelt, så skal du nok få brugt hovedet, når du skal vælge, hvilket kort du vil spille eller kassere.
Spillets præmis er, at du er opdagelsesrejsende og skal vælge, hvilke arkæologiske ekspeditioner du vil drage ud på for at finde en sagnomspunden by.
Spilletid cirka 30 minutter.