""

Løb til en Tænkepause

I den seneste måned har jeg en gang om ugen løbet til en Tænkepause. Her får du mine fire løbe-anbefalinger, hvis du lige som jeg kan lide at lytte mens du løber!

En Tænkepause er en kort bog på bare 60 sider om alverdens forskellige emner fortalt af en førende dansk forsker indenfor emnet. De fire Tænkepauser er nøje udvalgt med fokus på emner, som for de fleste er vigtige for både livskvalitet og sundhed. 

Refleksioner til løbeturen 

Tænkepauser giver stof til eftertanke og netop det fungerer godt for mig på en løbetur. Jeg fokuserer på at lytte fremfor den fysiske anstrengelse. Det er det gode ved faglitteraturen, du er nemlig nødt til at fokusere på indholdet for at få det hele med.

Til gengæld løber jeg væsentligt langsommere, når jeg lytter til bøger fremfor fx musik, som har en hurtigere rytme – men det er faktisk slet ikke en dårlig ting, hvis du lige som jeg vil træne udholdenhed og dit mål er høj fedtforbrænding, så skal du nemlig gå efter at løbe langt og langsomt. 

En Tænkepause varer ca. 80 min. og med en gennemsnitsfart på 5-7 min/km., vil der være til lyttestof til en tur på ca. 11-16 km. Om du tager hele bogen på én gang eller om du vil dele den ud på flere ture, er selvfølgelig helt op til dig selv. Og du kan selvfølgelig også sagtens gå mens du lytter. 

Hver af de fire Tænkepauser kan lånes som lydbog på www.ereolen.dk ved brug af dit biblioteks login.

""

Ro af Iben Have

Denne Tænkepause handler om noget ret essentielt, nemlig ro.

Det der med at finde ro i et digitaliseret samfund, hvor tempoet er tårnhøjt! Jagten på anerkendelse på de sociale medier. Stress og depression der nærmest er blevet dagligdag, og det til dels gør det nødvendigt at søge mod roen.

Men hvad er lyden af ro egentlig? For det kan vel ikke være total stilhed? Total stilhed er skræmmende, måske frygter vi faktisk fraværet af lyd? For liv er jo bevægelse, lyd og sansning. Så hvis stilhed ikke skaber ro, ja, hvad gør så? Er ro at vide hvad vi skal, hvornår vi skal det og hvordan? Eller kan lyd i virkeligheden skabe ro? Og i så fald hvilken lyd?

Forfatter Iben Have kommer omkring så mange aspekter af ro i denne bog og den formår netop at få mig til at reflektere over, hvordan jeg kan skabe mere ro i mit liv!

Måske kan den gøre det samme for dig?

Du finder Ro på eReolen.dk eller blot søg på "ro iben have" i din eReolen app.

""

Drømme af Melanie Gillispie Rosen 

Vi drømmer, når vi sover. Eller gør vi? Kan vi være sikre på, at drømmen ikke bare er det pure opspind?

Vi kommer omkring livagtige drømme, bizarre drømme, lucide drømme og sågar begavede drømme. Er drømme illusioner eller hallucinationer? Og hvad er egentlig forskellen? Bygger drømme på fysiske sanseindtryk fra verden omkring os? Lyde, lugte, lys som omfortolkes i vores hjerne mens vi sover. Eller er drømme bare fantasier?

Hvorfor er drømme så forskellige? Og hvad er det lige der sker, når en drøm påvirker ens vågne tilstand? Når du stadig er trist og sur, når du vågner fra en drøm, hvor du blev svigtet. Alt dette kommer vi omkring i denne lille bog om Drømme.

Du finder tænkepausen om Drømme på eReolen.dk eller ved at søge på "drømme melanie" i din eReolen app. 

""

Lykke af Christian Bjørnskov

Denne gang handler det om noget, der nok betyder en hel del for de fleste - nemlig lykke. Tænkepausen om lykke er skrevet af Christian Bjørnskov og giver dig en tur rundt i lykkeforskningen.

For hvad er egentlig lykken og hvad kan vi lære af den? Og hvad er forskellen på den korte og den lange lykke - og er det ene bedre end det andet? Og hvorfor er vi egentlige så lykkelige i Danmark og i Skandinavien generelt?

Hvornår i livet er vi mest lykkelige? Gør børn os lykkelige, det at have en partner, en at dele livet med eller er det penge, der tilvejebringer lykken?

Lykken er så individuel og hvad der gør dig lykkelig er måske komplet ligegyldigt for din nabo. Sikkert er det dog, at det at have tillid til andre mennesker gør det muligt for lykken at eksistere. Menneskerne omkring os og vores sociale relationer har måske i virkeligheden en større betydning for vores lykke end vi lige går og tror...

Måske bliver du ikke lykkeligere af at lytte til denne bog, men bevidst om netop din lykke eller hvad lykken i virkeligheden er for dig, det vil jeg mene, at du kan opnå. Og så har fysisk aktivitet altså også en godt effekt på lykkefølelsen, såå god tur...

Find 'Lykke' som lydbog på eReolen.dk eller i din eReolen app ved at søge på "lykke bjørnskov".

""

Sex af Ditte Trolle

Vi slutter af med min absolutte favorit af de små bøger! Den er nemlig både morsom og mega-interessant.

Tænkepausen Sex af Ditte Trolle kommer omkring så mange interessante aspekter. For sex er både kultur, men også biologi. Og hvad er det lige vi finder seksuelt attraktivt? Hvad er det vi går efter, når vi er på jagt efter den rette partner og er det forskelligt alt efter om man er mand eller kvinde? Og findes der i virkeligheden et universelt skønhedsideal? Eller afhænger det mest af det miljø vi lever i?

Og er det ikke vildt nok, at alt efter om vi er på et kort eventyr eller ude efter en langvarig forbindelse, ja så er der faktisk forskel på, hvilken type vi tiltrækkes af - det er nemlig biologi! Og hvad er det lige med de der kys?

Hvad er det der sker, når vi har fået børn? Og hvad nu hvis den unge generation pludselig hverken er interesseret i sex, parforhold og familie? Og hvad har cornflakes egentlig med alt det her at gøre?

Lyt og bliv klogere - jeg garanterer for en del aha-oplevelser undervejs!

Find Tænkepausen om Sex på eReolen.dk eller søg på: "sex trolle" i din eReolen app.