Mariannes sommerlæsning
23.05.17
En bog om Vietnamkrigen, et par børnebøger til barnebarnet og lidt faglitteratur skal med Marianne på ferie.
Jeg var på alletiders fantastiske ferie til Vietnam i april måned og blev mere nysgerrig på landets historie. Rejselederen anbefalede bogen "Vietnamkrigen" af Niels Bjerre-Poulsen, så den glæder jeg mig til at læse i min sommerferie.
Mit barnebarn starter i skole efter sommerferien, så jeg skal da helt sikkert låne disse bøger med på vores ferie sammen i sommerhus: "Simon skal i nulte" af Peter Gotthardt og "Laura starter i skole" af Liane Schneider.
Der er gået næsten et år siden min yngste søn kom hjem fra krigen i Irak, så denne sommer har jeg mod på at læse "Den første sten" af Carsten Jensen.
Min svigerdatter har pludselig opdaget "Tænkepauser" – hvor topforskere fra Aarhus Universitet formidler deres viden om alt lige fra myrer til tro på kun 60 sider – det har vi snakket en del om, så jeg griber også lige en håndfuld af dem med, når jeg går på ferie.
Tags
Materialer