Citybois vs. Cecil Bødker
Jeg læser højt for min datter. Når dagen lakker mod enden, madpakken er smurt og opvaskemaskinen snurrer, fortsætter vi, hvor vi slap aftenen før med bogen, vi er i gang med. Lige nu er det Cecils Bødker’s ”Silas og den sorte hoppe”, en old school klassisker fra Daddy-O’s barndom der stadig holder, mens far og datter var rørende enige om, at Astrid Lindgren’s ”Mio min Mio”, var mega kedelig og altmodisch på den ufede måde. Til gengæld har vi med stor fornøjelse pløjet Lene Kaaberbøl’s serie ”Vildheks” side om side med pigeserier som Puk Krogsøe’s bøger om Rose.
Jeg ved godt, det er en stakket frist. Opmærksomheden er hér endnu, men min datter er fyldt 12, tilbringer en stor af tiden med at kikke ind i sin iPhone, og har Bois-plakater på væggene. Snart bliver det sikkert enårm pinligt, hvis hendes far stadig læser højt for hende, og hun vil uværgeligt forsvinde ind i sin teenage-boble.
Om min datter vil fortsætte med at læse på egen hånd eller snapchatte tiden væk, ved jeg ikke. Meget taler for det sidste. I kampen om teenagernes tid er bogen dømt til at tabe til det sociale liv on-line og off-line, til mobil og hormoner. Men har jeg givet hende en læsekultur og gjort hende til en bedre læser. Eller har jeg? Forskerne er uenige, men for denne signatur handler højtlæsning om noget andet: At slutte dagen af sammen. At koble ned og skabe et fælles rum; at dele noget – at man er fælles om virkeligheder, og de billeder historien skaber for den indre nethinde. Og højtlæsning hjælper min datter til at forstå, hvordan vi omgås hinanden og reagerer i forskellige situationer. Hvordan vi er som mennesker.
Så kan det vel være, højtlæsning ikke boner ind på en national læsetestskala, og der snart opstår nye udfordringer med dit barn (og dig!). Men nyd samværet så længe I kan, for det giver dit barn en ballast der ikke kan måles, men sætter spor i den fortsatte opvækst, i minderne, på vej ud ad livets landevej.