Året der gik 2016
Nye fysiske rammer
Herlev Bibliotek har i 2016 skabt nye fysiske rammer for at skabe lyst til læring hos borgere i Herlev.
I februar åbnede det nye børnebibliotek på bygaden, og i den forbindelse startede Herlev Biblioteks familieklub. Familieklubben er et gratis tilbud til børn og deres forældre, som gerne vil deltage i bibliotekets arrangementer og få inspiration til nye læse-, film og spiloplevelser mm.
Biblioteket Kilden åbnede i maj på Kildegårdskolen Vest og er nu Herlev Nords fællesbibliotek og pædagogiske læringscenter, som bruges flittigt af både børn og voksne. Det betyder også, at Herlevs borgere nu har fået selvbetjening, og kan bruge biblioteket helt frem til kl. 22.00 på hverdage.
Crealab er Herlevs nye dynamiske læringsrum og mødested på Kildegårdskolen. Crealab ligger i kælderen, under Biblioteket Kilden, og fungerer som et laboratorium for unges læring og skabende aktiviteter. Her kan byens unge udvikle deres idéer, skabe aktiviteter sammen og styrke deres digitale færdigheder.
Oplevelser ude i byen
Herlev Bibliotek har i 2016 også bevæget sig ud i byen og skabt samarbejder på tværs. Det har givet oplevelser i helt andre rammer end normalt, og det har styrket relationer blandt Herlevs institutioner og borgere. Hele sommeren dystede 8 familier om at blive Herlevs mest læsende familie, i september indtog vi Herlev Hospital sammen med digteren Peter Laugesen og hyldede kunstneren Poul Gernes, og i oktober blev vi inviteret indenfor i et parcelhus i Eventyrkvarteret, til en intimoplæsning med forfatteren Jens Blendstrup.
De store personligheder
Store personligheder har igen i år besøgt biblioteket. I maj var det selveste astronauten Andreas Mogensen, der kiggede forbi, forfatteren Erling Jepsen gæstede os tilbage i marts og for nyligt tog vi en snak med forfatteren Kirsten Thorup.
Sociale medier
Også på de sociale medier har Herlev gjort sig bemærket. Vores sovekoncerter bredte sig til over 500.000 mennesker på Facebook, som gerne ville overnatte på biblioteket til elektronisk koncert hele natten, og på Instagram har den visuelle litteraturformidling skabt læselyst og fryd for øjet både øst og vest for Storebælt.
Vi er glade for at danne ramme for fællesskaber, oplevelser og læring, i og uden for Herlevs grænser. Tak til jer for det store engagement, for alle de frivillige kræfter som hjælper til, for de mange gode snakke og for jeres åbenhed for at opleve og lære noget nyt. Vi glæder os til 2017, hvor vi igen bryder grænserne og skaber lyst til læring på nye måder.
Glædelig jul og Godt nytår – fra alle os til alle jer.