""

Splinternye spillefilm – på Filmstriben

17.12.20
Ferietid er filmtid, og du kan se en masse gode film hjemmefra via Filmstriben. Her er de spillefilm, der havde dansk premiere i år

 

The Trip to Greece

Steve Coogan og Rob Brydon begiver sig ad Odysseens rute i denne fjerde (og sidste) del af "Trip"-filmserien.

Undervejs underholder de os seere og hinanden med, hvad der lige falder dem ind, mens de ser på deres udflugtsmål og spiser afsindig lækker mad.

Filmen fremstår mest som en rejsedokumentar med underholdende og karikerede værter.

Og ærligt talt, med et annus horribilis som 2020, så synes jeg måske også, det er okay bare at læne sig tilbage og nyde nogle lækre filmoptagelser af et solbeskinnet Grækenland.

 

Den Gode Hustru

"Den Gode Hustru" er et fransk komediedrama om frigørelse, søstersolidaritet og at følge sit hjerte.

Paulette Van Der Beck driver sin mands kostskole for unge piger sammen med sin svigerinde og nonnen Marie-Thérèse.

På skolen bliver pigerne trænet op til at være gode, dydige husmødre, men året er 1968, og oprøret ulmer blandt de unge.

Da Paulettes mand dør kort efter skolestart, og Paulette møder en gammel flamme, starter en dominoeffekt, der vender op og ned på hele skolens liv. 

 

De Forbandede År

"De Forbandede År" er spækket med (bi)figurer, der i større eller mindre grad udgør den mosaik, der er historien om besættelsestiden.

Det er en karakterdrevet frem for plotdrevet film. Det giver mening al den stund, at vi jo kender historien.

Ja, og så alligevel ikke. Netop det, at vi kender udfaldet, men at filmens karakterer ikke gør, er en af de mange måder vores opfattelse af krigen sættes i kontrast til karakterernes på.

På trods af en spilletid på 152 minutter ender filmen uforløst, men der er en opfølger på vej, og jeg vil helt bestemt anbefale at se denne første del.

 

The Gentlemen

”The Gentlemen” er en Guy Ritchie-gangsterkomedie, som vi kender dem fra blandt andre ”RocknRolla” og ”Rub, stub & to rygende geværer”:

Forskellige grupper af mere eller mindre hårdkogte (men altid særprægede) kriminelle forsøger at udmanøvrere hinanden gennem bedrag, afpresning og gemen vold.

Det er spændende, det er hæsblæsende og det er rigtig sjovt. Glæd dig især til at se Hugh Grant som den sleske og korrupte journalist Fletcher.
 

Du kan se flere af de nyeste spillefilm på Filmstriben her.