Aviserne kårer årets bedste bøger
Information uddelte i januar i samarbejde med Testrup Højskole Montanaprisen, som gik til Dorrit Willumsen for hendes roman 'Nær og fjern'. Dommerkomiteen skrev at forfatteren »med boblende humor, stilistisk suverænitet og kompositorisk originalitet gennemskriver en mærkeliggjort modernitet befolket af mennesker styret af deres umiddelbare indskydelser og sanselige impulser«. Læs Litteratursidens anmeldelse her.
Weekendavisens litteraturpris gik til en fagbog, nemlig '1915 - da kvinder og tyende blev borgere' af Pia Friis Laneth. Det er et levende og læseværdigt kulturhistorisk værk om kvinders og tyendets kamp for valgret i tiden fra 1849 – 1915, som giver en dybdegående fremstilling af tidens modsætninger og klasseforskelle. Læs Litteratursidens anmeldelse her.
Politiken havde i år kun nomineret digtsamlinger til deres pris, hvor læserne bestemmer vinderen. Det blev Maria Gerhardt, der modtog prisen for sin bog 'Amagermesteren', der handler om at være en ung pige, der synes badminton er sjovere end make up og piger er sødere end drenge. Læs Litteratursidens anmeldelse her.
Berlingske har netop offentliggjort nomineringslisten til deres pris i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening. Litteratursiden har lavet en udførlig præsentation af de 10 nominerede bøger, som du finder på dette link. Blandt de nominerede er blandt andre Stine Pilgaard, der besøgte Herlev Bibliotek i efteråret, hvor hun netop fortalte og læste op af den nominerede roman 'Lejlighedssange'. Du kan stemme på din favorit blandt de nominerede indtil d. 6. april på Berlingskes hjemmeside.