”Demoteket gav os musikken, nu giver vi tilbage”
Vil du være noget ved musikken? Så forfølg dine drømme i hovedstaden. Eller i udlandet. I hvert fald ikke i Herlev. Sådan vil mange måske tænke, men ikke den 26-årige musiker og pladeselskabsejer Daniel Eriksson.
”Der er en forestilling om, at kunst og kreativitet er lig med storbyen, og det vil jeg bryde med. Jeg vil gerne være med til at booste det, jeg kalder vækstlagskreativiteten i Herlev,” siger han.
Daniel, der også er kendt under dj-navnet Daniel Taylor, er født, opvokset og bosiddende i Herlev. For seks-syv år siden begyndte han at engagere sig i Herlev Biblioteks kreative og performative zone 2730 Demoteket. Først med open mic-aftener med stand-up og siden minikoncerter, hvor ét lidt etableret navn var trækplasteret og flere andre helt spæde musikere samme aften fik en scene at optræde på.
I mellem musikindslagene begyndte Daniel med sin makker Hakar Hawez at spille dj-set ”for at fylde tiden ud” – og dj-duoen med navnet Hax & Taylor vender også tilbage til Demoteket og vender et par plader under eventen Subkult den 1. november, og denne gang spiller de også deres egne musikproduktioner.
Helt nyt talent i rampelyset til Subkult
Når 2730 Demoteket igen præsenterer en hel aften med events under Subkult, vil Daniel og Hakar dog mest af alt fortælle om den seneste udvikling i deres musikrejse: pladeselskabet Black Note CPH.
Det nye selskab tager helt bevidst udgangspunkt i talenter i Herlev – og ikke for eksempel København.
”Det bliver hurtigt stort og upersonligt i København. Vi vil være der for de nye talenter i forstaden og dyrke det lokale - her er rigeligt med talent at tage fat i,” siger Daniel, der ved siden af musikken studerer retorik og Music/Arts Management på Københavns Universitet.
Et af de nye talenter, som Daniel og Black Note CPH tror på og præsenterer til Subkult, er Nali Mhedien. Nali er også fra byen, og han, Hakar og Daniel har ”bare sådan haft fælles venner og bekendte. Det er en Herlev-ting”.
19-årige Nali, der går på musiklinjen på Herlev HF, har lavet musik et par år og været en del af pladeselskabet Black Note CPH et par måneder, så samarbejdet er helt nyt. Men drømmene er store:
”Jeg har altid drømt om at lave musik og er vokset op i en musikalsk familie med en far, der altid synger traditionelle kurdiske sange til familiefester og begivenheder. Siden jeg var helt lille, har jeg trommet og lavet rytmer på alting,” siger Nali og fortsætter med et lidt fraværende smil:
”Musik er mit liv.”
Store drømme og beskedne håb
Nali skaber sin musik på computer, men han spænder vidt genremæssigt og arbejder med at skabe beats, melodier og lyde til både afro-trap, latin, pop, hiphop og R&B. Til Subkult tager han sangerinden Manolya med, der vil synge live, men produktionen af musikken, beats og lyde er Nalis.
”Jeg glæder mig bare helt vildt til at prøve min musik af til Subkult,” siger han og håber beskedent på, at der bare vil komme nogen og høre ham spille.
For Daniel handler dette års Subkult om at vise, hvor langt man kan komme med et lille skub fra biblioteket. Og om at give af det, man har fået:
”Demoteket har hjulpet os i gang og videre, og nu vil vi gerne give noget tilbage. Til Demoteket, Herlev og talenterne her.”