Månedens digt: Regnbuen
09.02.23
Pia Tafdrup skriver smukt om regnbuen i månedens digt – det første i en ny serie artikler
I Pia Tafdrups serie om de fem sanser finder man digtsamlingen "Synet af lys" fra 2018. Heri finder man dette lysende digt:
Regnbuen
Det rækker ikke med ord alene for at forstå
det optiske fænomen, en regnbue er,
regnbuen rejser sig på himlen
til stjernehøjde, når solen
kommer frem i regn
mod brosten,
regnbuen
ses over byens tage,
når sol og dråber danser,
og dens hvide lys brydes
i de faldende dråber, spaltes
i farver, der spænder fra rød over
orange, gul, grøn, turkis, blå, indigo til violet
Når den overraskende danner bro eller port
mellem himmel og jord,
enkelt, dobbelt
eller tilmed flerdobbelt
for at holde hjernen smidig,
på én gang rodfæstet og svævende let,
Når den et øjeblik tildeles som svar på en drøm,
får sjælen rykket
ud af sit sorte hul for igen at stråle.