Mandagssalonens anbefalinger – venner i litteraturen
Mandagssalonen mødes den første mandag i hver måned, hvor bibliotekets læseheste Marit Juhl og Nanna Damsgaard-Larsen anbefaler litteratur inden for forskellige temaer. I februar gjaldt det venskaber.
Nanna anbefaler tre novellesamlinger
Kjell Askildsen: "Venskabets pris"
Novellen, der lægger navn til novellesamlingen, handler om to venner, der skal prøve at mødes igen efter mange mange år – og en konflikt, de aldrig har forholdt sig til.
Kjell Askildsen har en fantastisk evne til at skabe dårlig stemning på meget få linjer. Læs ham, hvis du for eksempel kan lide Raymond Carver.
Judith Hermann: "Spøgelser, overalt"
Novellen "Ruth" i samlingen "Spøgelser, overalt" er verdens bedste fortælling om at følge sit begær og sin nysgerrighed i stedet for at gøre "det rigtige".
Ruth bliver forelsket i sin bedste venindes nye kæreste og i stedet for at glemme alt om det, forfølger hun den tiltrækning. Når man kaster alting over bord, forventer man fyrværkeri, men novellen er så vellykket, fordi udbyttet ikke er, som hverken Ruth eller læseren forventer.
Marie Aubert: "Må jeg komme med dig hjem"
Novellen "Gammelt ægtepar" følger veninderne Mina og Ellen, der er på ferie i Barcelona og i gang med at glide fra hinanden, fordi Ellen har fået en kæreste, der tager al hendes opmærksomhed.
Marie Aubert skriver om de situationer, hvor vi har lyst til at gå amok og overskride den grænse, der opretholder "det normale". Personerne i hendes noveller forsøger sig med at handle, før de tænker.
Marit anbefaler tre romaner
Hanya Yanagihara: "Et lille liv"
I en lang, episk roman følger vi fire unge venners vej gennem livet og deres relationer til hinanden.
I centrum er Jude, der har adskillige ar på sjælen fra en dysfunktionel barndom. Kun indædt kamp og vennernes kærlighed får ham gennem ungdoms- og voksenlivet – men er det nok?
Johan Harstad: "Max, Mischa & Tet-offensiven"
Max er som som 13-årig emigreret med sin familie fra Stavanger til New York. Her møder han en livsven i den jævnaldrende Mordercai og får et tæt kærlighedsforhold til kunstneren Mischa.
Trekløveret bosætter sig hos Max’ onkel ved Central Park og får gennem ham en personlig beretning fra USAs krig i Vietnam tilbage i 1960’erne – heraf titlen!
Lars Muhl: "Seeren fra Andalusien"
En personlig beretning om den kriseramte rockmusiker Lars Muhl, der møder den spirituelle Seer på en rejse til Andalusien.
Muhl gennemgår en terapeutisk og refleksiv proces og opnår et smukt venskab med den gamle Seer. En lyrisk og musisk sproglig beretning.
Find alle de anbefalede bøger – og flere til – herunder.
Venner i børnehøjde
Børnelitteratur kan jo også sagtens berøre de voksne. Det er næsten uundgåeligt at nævne Astrid Lindgrens bøger, vis univers er fyldt med vidunderlige historier om venskaber på kryds og tværs; Pippi, Tommy og Annika, Emil og Alfred eller Ronja og Birk. Ren nydelse for små og store læsere.
Er du nysgerrig efter at høre, hvad tendenserne er i børnelitteratur lige nu? Så kan du tage til Forlagsformiddag den 10. marts, hvor tre forlag kommer og fortæller om forårets bøger for børn og barnlige sjæle.