Ny natureksistentialisme – en tendens og en masse gode bøger

I løbet af de sidste små ti år, og især de sidste par år, er bibliotekshylder og boghandlere blevet spækket med bøger, der er svære at sætte i bås og lette at tabe mellem flere stole. Er det naturbøger? Biografier? Dyreleksika? Filosofi? Selvhjælp?

Ja, det er det – det hele endda. Og derudover er det gode, virkelige historier. Rejser ud i naturen og ind i mennesket, for nu at give den fuld skrue. 

Jeg tøver altid, når folk begynder at tale om tendenser, bare der er udgivet tre bøger med lignende temaer. Men når man ser på antallet af bøger, der på underholdende, rørende, oplysende vis kombinerer naturen og dens luner, forunderlighed, historier og fakta med personlige betragtninger, filosofiske refleksioner og (ofte dyrekøbte og underholdende eller rørende) erfaringer, så tør jeg godt (også fordi andre har nævnt det før mig, for eksempel Pernille Steensgaard i en forrygende dobbeltanmeldelse af to af bøgerne i Weekendavisen):
DETTE ER EN TENDENS. Vi kunne kalde tendensen for ’Ny natureksistentialisme’.

At finde sig selv i naturen

På bagsiden af "Åleevangeliet" af Patrik Svensson står der ”Åleevangeliet er en bog om verdens mest gådefulde fisk. (…) Men Åleevangeliet er også en bog om forfatteren og hans far, og om hvordan ålen knyttede dem sammen.”
Marc Hamers ”Kunsten at fange muldvarpe” har underoverskriften ”og finde sig selv i naturen”. Det er netop denne sammenblanding af natur og eksistens, der er den ny natureksistentialismes fundament.

Nogle af bøgerne rammer læseren dybere end andre. I Lasse Lavrsens ”Rotter og skilsmisse”, hvor et sammenfald mellem rotteangreb og skilsmisse får alle fundamenter til at skride, hører vi masser af interessante og ækle fakta om rotter, mens forfatterens skilsmisse kun behandles på overfladen. Bogen er i øvrigt en af de få undtagelser i tendensen, hvor naturbegejstringen er erstattet med en vis – og forståelig – (skadedyrs)skepsis.

I Long Litt Woons ”Om svampe og sorg” kan udgangspunktet med ægtemandens pludselige død og den efterfølgende interesse for svampe synes søgt, men den ubesværede balance mellem den nyerklærede naturentusiasts svampehåndbog og den personlige sorgdagbog fungerer eminent.

I andre af bøgerne, for eksempel Morten A. Strøksnes’ forrygende ”Havbogen”, skiltes ikke så tydeligt med den personlige eller ligefrem eksistentialistiske del, men den er der: I ”Havbogen” veksles konstant mellem fascinerende havfakta, personlige refleksioner og forfatterens helt konkrete og virkelige jagt på en Grønlandshaj i en gummibåd i Nordnorge.

Ikke ud af det blå

Ny natureksistentialisme er selvfølgelig ikke kommet ud af det blå. Det moderne menneske vil jo ud i den natur. Vil vide noget om den. Vi vil ned i tempo og vi vil mærke os selv. Vi vil det autentiske – både i naturen og os selv. Se bare en af de nyeste naturtendenser, japansk skovbadning (læs blandt andet Qing Lis ”Ind i skoven”), hvor stille stunder i skoven dyrkes for at optimere krop og sind. De seneste år er også naturterapi blevet mere udbredt, men der er langt fra terapibøger til ny natureksistentialisme.

Fælles for de fleste af disse bøger er, at de mest er gode, medrivende historier. Faktisk skulle jeg mene, at man hverken behøver interessere sig for natur eller eksistens for at blive genuint underholdt af størstedelen af dem. (Måske ikke hvis man er krimilæser, der elsker et hæsblæsende tempo, for bøgerne har typisk et roligt tempo, hvor naturens ro ofte bringes helt ind i læseren.)

På en konference om naturformidling, jeg var til i efteråret, næsten råbte den herligt begejstrede naturformidlingskendis Morten DD pludselig: ”Fredrik Sjöberg er fandeme den bedste naturformidler ever!”
Jeg så mig om i det fyldte lokale. Folk var rådvilde. Fredrik hvem? ”SJÖBERG – det er ham med regnormeforskeren og fyrretræsmaleren og fluesamleren og tyggegummikongen!” kunne jeg have runget ud i lokalet, for jeg er også stor fan. Ikke specielt af hverken regnorme eller fyrretræer, men af Sjöbergs historier om dem.

På en af Sjöberg bøger, ”Kunsten at flygte”, står der på forsiden som en slags antigenrebetegnelse: ”essay/selvbiografi/roman/rejseskildring/kreativ nonfiction/biografi/en bog”.
Jeg kan godt lide, at han afslutningsvis næsten synes at opgive og bare skriver ”en bog”, for de er svære at sætte i bås, disse bøger. ”Kunsten at flygte” er mest af alt en god, medrivende historie. At den er sand, og at man lærer noget om både naturen, mennesker og historien, gør den ikke hverken tung eller tør. Faktisk er det nok en af de bøger, jeg har genfortalt klogt-finurlige betragtninger fra ved flest middagsselskaber.

Gennem dyrene ind i livet

En del af bøgerne er jeg gået til med en vis skepsis. En bog som Rosamund Youngs ”Hvad køer ved om livet”, som rent faktisk handler om, hvad køer ved om livet, forekom mig corny. Hvad skal et moderne menneske med en koeksperts betragtninger om køers eksistens? Hvorfor ikke bare skrive en fagbog til andre i branchen? Noget af det, jeg holder mest af ved at læse bøger, er, når verden fremstår en lille smule større, vildere eller bare anderledes efter endt læsning. Sådan er det med køerne nu. Jeg fortæller min fireårige, om hvordan kalve danner livslange venskaber, hvordan nogle køer ikke bryder sig om mudder, og hvordan bedstemorkøerne hjælper til efter en fødsel.

Også i James Rebanks ”Fårehyrdens dagbog” er forfatteren ekspert på sit område. Her fortælles en personlig historie om generationers fårebrug i de engelske bjerge – og som der citeres på forsiden fra The Guardian ”selv for en ægte bybo er dette en fantastisk bog!”. Bogen er en af de mere jordbundne af de nævnte her, men samtidig med beretningerne om arbejdet med fårene er kærligheden til livet på landet og tidligere generationers liv så fint flettet sammen med fakta, at bogen bliver en slags indsigtsfuldt dobbeltportræt af en familie og dens dyr.
Marc Hamers ”Kunsten at fange muldvarpe” fungerer på samme måde som et dobbeltportræt af forfatteren selv og hans liv lige fra ung hjemløs til muldvarpefænger og digter.

Antitendens og termovest

Man kan være sikker på, at noget er en tendens, når der ligefrem kommer en modbølge! Her er Are Kalvøs ”Hyttebog fra Helvede” med undertitlen ”En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen” et humoristisk indspark i natureksistentialismen. Forfatteren ser med forundring og foragt til, mens hans venner takker nej til at mødes i baren, fordi de skal på fjeldet. Han er ikke naturens glade søn, på trods af at han er opvokset i den. Men i et forsøg på at forstå dem begiver han sig ud i den, og den er propfyldt med glade mennesker, der både har fundet sig selv og naturen:

”Det er, som om jeg har været bortrejst i en kort periode, og da jeg kom tilbage havde hele landet fået en kollektiv midtlivskrise (…) Netop. At vandre. I Naturen. De er overalt. Fornuftige mennesker i fornuftigt tøj. Sunde mennesker, som tager billeder af fjelde. Folk, som siger ’gode sko er alfa og omega’ i ramme alvor.”

Jeg ser ned ad mig selv. Jeg er iført termovest.

Rigtig go’ læselyst, men pas på: Før du har set dig om, har du (også) købt et lille hus på landet…

Skrevet af Lea Fløe Christensen, Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne