Tre poetiske kærlighedserklæringer
Eileen Myles: Peanutbutter
Fotoet på denne artiklen er af den amerikanske forfatter Eileen Myles' oversatte digtsamling "Ikke mig". Heri er et af mine yndlingsdigte om kærlighed. Det slutter sådan her:
”Jeg har elsket
dig siden min
barndom
lige siden
dengang da
alle dage
var ens, vilkårlige
vækster og
vinde, vedvarende
kærlighed, en sandwich
midt på dagen,
et lille skridt
på solens vide
sædvanlige
gang. Jeg
misser med øjnene. Jeg
blinker. Jeg
kører med
hele vejen.”
Enheduana: Dronning over verdens magter
Enheduana var verdens første kendte forfatter - og kvinde. Hun var ypperstepræstinde i byen Ur i det område, vi i dag kalder Irak, for omkring 4300 år siden. "Dronning over verdens magter" er en hyldest til gudinden Inana - og jeg synes godt, man kan forstå mange af digtene som kærlighedsdigte. Fx det her:
"Du dronningers dronning,
født til magt af et helligt
liv, nu mægtigere end din
egen mor. Kloge, kløgtige
dronning over alle lande,
over levende væsener og
det talrige folk, jeg vil synge
dig en hellig sang. Sikre
gudinde, skabt til magt, det
er svært at synge om din
storhed. Urokkelige kvinde,
uskyldig og uudgrundelig,
jeg vil synge om din magt.
Jeg er trådt ind til dig i
dit hellige tempel."
Gertrude Stein & Alice B. Toklas: Kun koncentreret om min kones ko. En kærlig udveksling
Gertrude Stein var en stor amerikansk forfatter, der boede i Paris i 20'erne og 30'erne, hvor hun hang ud med unge kunstnere som Hemingway og Picasso. Hun var kærester med og boede sammen med Alice B. Toklas, og sammen holdt de legendariske saloner om kunst og litteratur i deres lejlighed i Paris.
De skrev en del små kærlighedsnoter til hinanden, og de er netop udkommet på dansk på forlaget Arena (du kan reservere dem her) De er kærlige, hurtige, dybe, fjollede og forelskede. Her er et af dem:
"Dejlige lille kone,
Alle blomster fortæller mig
Hvilken yndig blomst er dig
yndigere end nogen forglemmigej
er du for mig
Og jeg er kun din det får
dig til at skinne for du
ved det inderst inde.
Gudskelov for lille kone,
Du er en sart side
og hver side er åben for
mig og hver side i mig
er åben for dig og sådan
en snut er du sådan en
snut"