Lyt til Nyt – januar
August Enna: "Kleopatra"
Mange kender måske den danske komponist August Enna fra krydsordsspørgsmålet "dansk komponist på fire bogstaver", men hvor mange kender hans musik – og ikke mindst hans operaer?
Enna var oprindeligt skomagerlærling, men spillede også violin. Det blev musikken, der løb af med sejren.
Enna kom på konservatoriet i København, var orkestermusiker og dirigent. Han rejste rundt med teatertrupper i Norden, blev kapelmester ved Dagmar Teatret og komponerede sideløbende musik, primært symfonier, balletter og operaer. Han var inspireret af blandt andre Wagner og Verdi og dermed den senromantiske periode.
"Kleopatra" (1892) er hans anden opera og fik i sin samtid international opmærksomhed. Udgivelsen er i sig selv interessant – det er trods alt ikke tit, der udgives danske operaer på cd. Gode sangere og orkester (Odense Symfoni Orkester v. Joachim Gustavsson).
Et spændende operabekendtskab.
Er du yderligere nysgerrig på denne danske komponist, har biblioteket en lille, letlæst biografi af Steen Chr. Steensen.
Janne Mark: "Kontinent"
Jazz-sangerinden Janne Marks nye cd kan bedst beskrives som lyrisk, dybsindig og reflekterende med udgangspunkt i livets store spørgsmål.
Cd’en er begået i samarbejde med norske Arve Henriksen, der ud over at være medkomponist og arrangør bidrager med en blød, tåget trompet-sound, der passer perfekt til cd’ens nordisk- og keltisk-inspirerede lydunivers.
Et nedslag er to tracks med tekst hentet fra Naja Marie Aidts bog "Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage". Aidts lyrik bliver fremført på dansk af Mark selv og er oversat til norsk med en engelsk titel "Psalm for a Tree, Pt.I". Det norske sprog er som bekendt mere musisk end det danske, og oversættelsen gør teksten meget intens. Ja, det giver ligefrem kuldegysninger, når Arve Henriksen reciterer.
Til det lyriske jazzpublikum.
Jonah Blacksmith: "Brothers"
Gruppen Jonah Blacksmith er opkaldt efter brødrene Alstrups bedstefar, Johannes Alstrup, der var smed i den lille by Koldby i Thy. "Brothers" er gruppens tredje album og, efter min mening, bedre og mere helstøbt end forgængerne.
Banjoen leder tanken i retning af amerikansk folktradition, mens andre numre er mere "poppede". Sine steder kunne man tænke dansk country.
Der bliver primært sunget på engelsk med tekster, der maner til eftertænksomhed.
Gruppens hjemmeside viser tydeligt, hvorfra den har rødder med vand, strand og klitter som inspiration til musikken.
Læs og lyt mere til Jonah Blacksmith på deres hjemmeside.
Til fans af folkrock musik.