Lyt til Nyt – maj 2023
Stephan Micus: "Thunder"
Den tyske komponist og musiker Stephan Micus er dybt inspireret af ikke-europæisk musikkultur. Dette gælder også valg af instrumenter. På denne cd bliver der blandt andet spillet på dung chen, kyeezee, shakuhachi, sinding og pluriarc, hvis det ellers siger dig noget!
Stilen er new age med stærke elementer af ambient, verdensmusik og jazz.
Titlerne på de enkelte tracks skal opleves som hyldester til de store guder: ”A song for Tor”, ”A song for Shango” eller ”A song for Zeus”.
Til new age-lytteren, der vil mere med musikken end meditation.
Hildegard von Bingen: "Sacred chants"
Hildegard von Bingen er, uden sammenligning, middelalderens betydeligste kvinde. Som komponist var hun vigtig, men hun blev også kendt som forfatter, mystiker, lægekyndig og abbedisse.
Der er begået mange indspilninger af Hildegard von Bingen, og hun er bestemt også værd at lytte til.
Denne cd er lidt anderledes, idet hendes kirkelige a cappella-værker (sange fremført uden instrumentledsagelse) her udføres for solist, sopranen Grace Davidson. Solosangen giver en meget fin lytteoplevelse, enkel, ren og klar i budskabet.
Gør dig selv en tjeneste og lyt til denne cd, som er virtuos, smuk og afstressende.
En musikalsk feel good-oplevelse.
Marius Neset: "Happy"
Norske Marius Neset er en af de allerstørste saxofonister i tiden. Og ja, jeg har nok omtalt en tidligere Neset-udgivelse på disse sider, da jeg ganske enkelt synes rigtig godt om hans musik.
Denne cd fremstår som en legende intro til den funk og soul-genre, man hørte tilbage i 70’erne og 80’erne. Med ’legende’ mener jeg frisk, sjov, åben – som ville man introducere et barn for en variant af jazzgenren, som nogen måske mener er lidt krævende at lytte til. Men det råder Neset bod på.
Jeg fornemmer en inspiration fra eksempelvis David Sanborn eller, i de lidt mere poppede numre, Stevie Wonder.
For fans af Neset eller funkmusik generelt.