Mød fire forfattere hjemmefra
Biblioteket er åbent igen, men kun i begrænset omfang. Så vi har lagt en plan for, hvordan du fortsat kan møde litteraturen og forfatterne – hjemmefra.
Sammen med blogger Emily Salomon har vi holdt fælleslæsninger og forfattermøder lige siden, Danmark lukkede ned. Nu har vi planlagt de næste fire læsninger, der kommer til at foregå hver anden tirsdag frem til juli.
Det foregår på den måde, at Emily Salomon læser et udvalgt stykke tekst højt – du kan altid selv følge med eller læse teksten på forhånd, for alle bøgerne er på eReolen.
Derefter inviterer litteraturformidler Nanna Damsgaard-Larsen forfatteren til teksten til en live samtale, hvor du har mulighed for at stille spørgsmål undervejs. Det hele tager en god time i alt.
Hvad skal vi læse?
Tirsdag den 19. maj er temaet KRIMI. Vi læser fra "Krokodillevogteren" af Katrine Engberg
Tirsdag den 9. juni er temaet DIGTE. Vi læser fra "Barnevognshaiku" af Rasmus Nikolajsen. OBS! Ny dato.
Tirsdag den 16. juni er temaet ESSAY. Vi læser fra "LOOK" af Ida Holmegaard
Tirsdag den 30. juni er temaet ROMAN. Vi læser "Meter i sekundet" af Stine Pilgaard
Hvordan kan jeg være med?
For at være med skal du have en Instagram-konto, følge vores profil @herlev_bibliotek og gå derind de udvalgte tirsdage klokken 20.00. Du kan følge linket her, men mediet fungerer klart bedst i app'en på mobilen.
Bogen finder du på eReolen, så du kan selv læse med – men du kan også læne dig tilbage og nyde Emily Salomons oplæsning.