Tæt på Sonja Ferlov Mancoba
Lige til venstre for bibliotekets hovedindgang står den internationalt kendte Cobra-kunstner Sonja Ferlov Mancobas bronzeskulptur "Effort Commun" (Fælles indsats) fra 1963‑64.
Måske har du siddet på en af bænkene, der står rundt om skulpturen?
Og nu kan du læse en hel roman af Hanne-Vibeke Holst om kunstneren, som har mange skulpturer stående rundt omkring på offentlige steder i Danmark, men som for mange er langt mere ukendt end andre Cobra-kunstnere som for eksempel Asger Jorn.
Romanen skriver sig ind i genren exofiktion, hvor forfattere skriver en fiktiv fortælling på baggrund af ægte mennesker og deres dagbøger, kunst, noter og fortællinger.
En roman om 30'ernes kunstscene
På Forfatterweb kan du læse om romanen:
"'Kriger uden maske' er en kunstnerroman af Hanne-Vibeke Holst om den danske billedhugger Sonja Ferlov Mancoba (1911-84). Romanens handling er koncentreret om de formative år i kunstnerens liv, hvilket for Sonjas vedkommende falder sammen med mellemkrigstiden og 2. verdenskrig.
Romanen følger Sonjas liv kronologisk fra hun springer ud som student i 1930 og 14 år frem. Vi forlader Sonja i 1944 i Paris, hvor hun har opholdt sig under den lange besættelse. Det er kærligheden til den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba, der har holdt hende i Paris.
'Kriger uden maske' er en roman om en ung kvinde, der tidligt beslutter sig for at ville være kunstner og som trods tvivl og modgang holder fast i sit forehavende.
Hverken kunsten (eller kærligheden) kommer let til Sonja, men hun er arbejdsom, arbejder utrætteligt med sit kunstneriske udtryk drevet af et ønske om at forbinde sig til noget større.
Det er en slags omvendt mønsterbryderfortælling idet Sonja kommer fra det bedre borgerskab i Ordrup, og vælger et usikkert kunstnerliv i fattigdom i et fremmed land.
Det er også i høj grad en roman om tiden – særligt 1930’erne og den boblende kunstscene, hvor kunstnere som Richard S. Mortensen og Ejler Bille bryder frem. Det er en kunsthistorisk spændende tid, og verdenspolitisk er den endnu mere spændende og skæbnesvanger. Europa holder vejret netop i de år, hvor Sonja og hendes idealistiske kunstnervenner træder ind i voksenlivet."
Reservér bogen ved at klikke på den her – og kom forbi biblioteket og tag et nærmere kig på Sonja Ferlov Mancobas skulptur!