Pia Hansen
Pia Hansen

Pias sommerlæsning

01.06.17
Velkommen til nørdens paradis. Pia har valgt fem ting ud, som hun allerede har læst, men som er så godt, at næsen skal holdes i samme spor i løbet af sommeren.

Tegneserierne skal søges godt igennem, for der sker så dejligt meget på det område, og vores bibliotek følger rigtigt godt med - så en god stak af dem skal hjem og ligge klar til nærstudier, når tæppet ryger på græs.
Jon Høyers roman om urtidsmennesket er vææældig inspirerende, og jeg er bare nødt til at finde og læse mere om vores oprindelse - finde ud af, om vi virkelig har haft svømmehud her og der og alle vegne :-)
Og så Neil Gaiman. Aldrig, aldrig kan jeg blive træt af hans vilde og voldsomme eventyr. Jeg er altid på udkig efter nye værker, romaner og tegneserier, fra hans skæve hånd.
Musikken er en uundværlig del af min sommer, min vinter, min det hele. Og det er den progressive rock, der til evig tid bor i mit hjerte. Jeg lytter til musikken på cd eller LP, et album fra start til slut. Hører numrene i den rækkefølge, som kunstneren omhyggeligt har udtænkt, og det er en fryd for sjælen, når tonerne får rygsøjlen til at vibrere. Eller hvad det nu er, der sker, når hårene rejser sig, og tårerne står på spring. Mike Oldfields seneste album er landet i mit skød, og jeg er netop begyndt tage fat på det. Nogle albums skal høres mange, mange, mange gange før de sidder der, men dette er nu ret nemt at gå til.

God fornøjelse med nørderierne - ih, hvor ville det dog være dejligt, hvis et par stykker af mine anbefalinger rammer DIG, som de ramte MIG :-)

Ole Comoll Christensen: Han, hun og algobatoren
Tegneserie. Algobatoren er den dims, som rumvæsnerne Erd og Gez desperat leder efter for at kunne flyve deres nødstedte rumskib væk fra jorden. De går og leder i en karnevalsstemt  by, hvor de fint blender ind med deres ”fede kostume”. En skæv scifi-historie med en finurlig humor.

Rumvæsener, der ikke er vant til alkohol.

Juan Diaz Canales  & Juanjo Guarnido: Blacksad
Tegneserie. Der er udkommet 5 bind på dansk af den mesterligt tegnede, hårdkogte tegneseriekrimi i noir-stil. Historien foregår i et parallelunivers i noget, der minder om en amerikansk storby fra 50’erne og er befolket af dyr. Hovedpersonen, privatdetektiven John Blacksad, er en stor, sort kat, som i første bind kastes hovedkulds ud i en identificering af et lig - som viser sig at være hans gamle kæreste. Fem skumle detektivhistorier, der fører os ud i alle storbyens afkroge.

Hvis du foretrækker at læse digitalt, så kan jeg anbefale at bruge bibliotekets adgang til Comic Plus. Find den via fanebladet 'Netzone' -> Netmedier -> Alle netmedier -> Comic Plus. Du logger på med dit bibliotekslogin, opretter en profil første gang, og så har du adgang til tusindvis af serier. Forlaget Dark Horse er godt repræsenteret, og Blacksad kan også læses her.

Humphrey Bogart i kattekrop.

Jon Høyer: I planetens vold
Roman. Hvordan blev vi os? Forfatteren giver i jeg-form et fascinerende bud på, hvordan mennesket har været nødt til at tilpasse sig de vilkår, jorden har givet os gennem de sidste 3-4 millioner år.
Et lille uddrag, der fortæller om vores nye liv på savannen:
” Om natten kom rovdyrene. Vi sad i en klump op ad et indtørret buskads. Ude fra mørket kom fremmede og farlige lyde og lugte og pludselig et lydløst rusk om én af de yderste, en højgravid. Hun hvinede og blev bidt gennem halsen og trukket væk fra os. Så endnu et lydløst rusk om én af de yderste, en mor med en spæd, der bumpede ned i græsset.
Panikslagne flygtede vi af sted i alle retninger, hylede os vej gennem mørket, indtil vi tav og halsede videre uden at ane hvorhen. Nogle blev taget, de fleste undslap. Mareridtet fortsatte, dag efter dag, nat efter nat.”

Fra abe til fisk.

Neil Gaiman: Amerikanske guder
Roman. Gaiman har en gudsbenådet fantasi og tager os i denne roman på besøg hos netop guderne. Guder fra hele verden, der fulgte med til USA, hver gang en ny indvandringsbølge ramte. De lever (ja, lever!) alle mere eller mindre forhutlede tilværelser rundt omkring i det store land, og den mystiske Mr. Wednesday (gæt selv hvilken gud, der er opkaldt efter onsdag) tager på roadtrip med småforbryderen, Shadow, for at samle alle de gamle guder til kamp mod de nye teknologi- og medieguder. Lyder det sært? Det er det ikke, det er mesterligt!
Og vi glæder os SÅ meget til TV-serien.

Odin mod chippen.

Mike Oldfield: Return to Ommadawn
CD. Mike Oldfield finder inspiration i sit mesterværk fra 1975 ’Ommadawn’. Oldfield tager os med til et fortryllet sted, hvor musikken svæver af sted inspireret af keltiske toner. Han spiller selv alle instrumenter og gør det mesterligt. Ikke et øje tørt.

Oldprog in new bottles.

 

Materialer
  • Tegneserie

Han, hun og algobatoren : en historie om kærlighed, dåseøl og rumvæsener

Tegneserie. To metalklædte rumvæsener nødlander i udkanten af en amerikansk forstad, hvor de går på jagt efter en algobator, som kan bringe deres rumskib i luften igen. Heldigvis er der kostumefest i byen, så ingen undrer sig over de to fremmede
Læs mere
  • Tegneserie

Han, hun og algobatoren : en historie...

  • Tegneserie

Rød sjæl

Tegneserie. Detektiven Blacksad bliver hvirvlet ind i optrævlingen af en påstået kommunistisk sammenslutning af kunstnere, som vil give russerne viden om brintbomben, men den oppiskede stemning, anført af en senator, falder sammen
Læs mere
  • Tegneserie

Rød sjæl

  • Bog

Amerikanske guder

Af Neil Gaiman (2013)
Fantasy. I nutidens Amerika udspiller der sig en kamp mellem de gamle og nye guder. Ind i denne konflikt kastes ex-fangen Shadow, der hurtigt bliver selveste Odins assistent. Tag med på en fantastisk rejse igennem et fysisk og mytisk landskab, der tegner billedet af Amerika og hvor vi møder guder og myter fra hele verden
Læs mere
  • Bog

Amerikanske guder

Af Neil Gaiman (2013)
  • Cd (musik)

Return to Ommadawn

Af Mike Oldfield (2017)
Læs mere
  • Cd (musik)

Return to Ommadawn

Af Mike Oldfield (2017)