""

Film for 0 point: "Uro"

Hver måned giver Filmstriben dig en udvalgt film, du kan streame uden at bruge point. I august er filmen "Uro"

Alle brugere – også dig som er løbet tør for point – får hver måned mulighed for at se en ekstra, udvalgt film på bibliotekernes filmtjeneste Filmstriben.

I august er månedens film den danske kortfilm "Uro". Alba August, der fik stor ros for sin hovedrolle i spillefilmen "Astrid", har også hovedrollen i "Uro", der er en intens psykologisk thriller fra 2016.

Her spiller hun den 16-årige Elise, der er alene hjemme efter et voldsomt skænderi med sine forældre. Frustreret begynder hun at rasere lejligheden, da der lyder et brag nede fra gaden. Der er sket en ulykke. En ung mand ligger på asfalten ved siden af sin knallert. Rundt om cirkler tre unge fyre. En af dem ser op på Elise, der står i vinduet og observerer ham. Kort efter ringer dørtelefonen. Det er ham. Må han komme op og ringe efter en ambulance? Hun lukker ham ind – noget ved ham drager hende. Mens han ringer efter hjælp, dukker endnu en af drengene op. Nu begynder et magtspil i lejligheden.

Alba August har også medvirket i Netflix-serien "The rain" og er aktuel i DR-serien "Hændelser ved vand".
De to unge mænd i "Uro" spilles af Alex Høgh Andersen og Marco Ilsø. Begge har medvirket i flere film og tv-serier og blevet verdenskendte for deres roller i HBO-serien ”Vikings”.

Klik her for at gå direkte til filmen "Uro" på Filmstriben.

Filmstriben byder på mange danske kortfilm for unge. Se et udpluk på listen her: Danske kortfilm for unge.

God fornøjelse!

Ny på Filmstriben?

Kender du ikke Filmstriben, kan du læse mere om tjenesten på bibliotekets hjemmeside her.

For at bruge Filmstriben skal du være oprettet som låner på biblioteket. Er du ikke det, kan du gøre det hjemmefra, klik her.