""

Ny sæson, nyt tema: VAND

Vores nye program er online med alle aktiviteter og arrangementer for første halvdel af 2024

I foråret 2024 skal vi ride på en bølge, der ender i sommer og havdyb og viden om søens dyr. Vi håber, du vil føle dig som en fisk i vandet på biblioteket, for herinde er vi alle i samme båd.

Vand er langtfra bare noget, vi drikker og sejler på, men et element vi er så knyttet til, at det flyder ind i vores sprog igen og igen. Vand er liv.

Vi skal tale om bølger som ressource, svømme til poesi, trække vejret i isvand, lære alt om Titanic og om smuglere, der fragter tyvegods til søs.

Og så flytter et hjørne af havet ind i biblioteket. Børn og voksne kan sammen opleve Bent Hallers bog “Kaskelotternes Sang” folde sig ud i en udstilling, der er en interaktiv installation med figurer, scenografi og lyd.

Velkommen ombord!