Litterær Sportssommer: Fodbold

Assens Bibliotekerne har stafetten i uge 27 i Den Litterære Sportssommer, og de har inviteret forfatter Amdi Silvestri til at skrive om fodbold.

Om Amdi Silvestri

A.Silvestri er født i 1977, har fået udgivet 17 selvstændige værker og var både årets spiller og topscorer i TGB (Toreby-Grænge Boldklub) i 1991. Han arbejder indenfor alle genrer, men har en forkærlighed for de fantastiske troper, især science fiction, horror og weird fiction. Som sekstenårig blev han opereret i begge knæ grundet fodboldskade og spillede ikke jævnligt i de efterfølgende fjorten år.

Da han var yngre og lettere, spillede han angriber, oftest wing eller forward. Nu er han midtbane med et hæderligt løbepensum. Han har vundet den danske science fiction-pris, Niels Klim-prisen fire gange og Fantastikprisen en enkelt gang. Han er oversat til flere sprog, heriblandt engelsk og russisk, og er udover forfatter også foredragsholder og redaktør.

Nu triller han fodbold i gården på Nørrebro, hvor han også bor. Han har ingen klub, men stiller gerne op for Assens superveteraner, hvis der er brug for et lille grin.

Fodboldløs af A. Silvestri

Et sted er fodbold aldrig blevet opfundet. I Han-dynastiet bliver ingen bold sammenriet af læderstumper, beklædt med pels og stoppet med fjer. Skrønen om briterne der dribler med vikingernes afhuggede hoveder bliver aldrig fortalt. De svineblærer, som bliver pustet op af fugtige barnemunde, får aldrig bundet en knude. Ingen florentinske gader genlyder af kampbold i renæssancen, og derfor er der heller ingen grund til at forbyde boldspil.

Det bliver aldrig nødvendigt at fremskrive et regelsæt, der definerer forskellen på fodbold og rugby. Behovet for at etablere fodboldklubber opstår ikke, og uden dem manifesterer der sig ingen fanbaser. Der er ingen grund til at etablere nationale mandskaber eller lokale ligaer, og ingen ældre herrer i sixpence og pibe skubber søndag morgen baner frem med kridtmaskiner.

Ved juletid i første verdenskrig indstiller tyskerne og englænderne ilden, men spiller ikke bold mod hinanden på den frosne jord mellem skyttegravene. Fire projektører, en i hvert hjørne af banen, oplyser ikke spillerne på græstæppet og danner ikke de ikoniske firedelte skygger af skikkelser undervejs. Publikum tier ikke i chok på Estádio do Maracanã, da Alcides Ghiggia i 1950 scorer til 2-1 for Uruguay mod Brasilien i den sidste kamp, og dermed vinder verdensmesterskabet for sit land.

Det kan ikke lade sig gøre, at Asger Jorn en sen formiddag fremtænker triolektisk fodbold, der spilles på en sekskantet grønsvær med tre hold af hver seks spillere. Hans-Jørgen Nielsen skaber aldrig Frank og Frands, der dribler mellem linjerne på Amager i bogen "Fodboldenglen" og Michael Laudrup bliver aldrig kommenteret med ordene ‘han skyder ... nej, han VENTER’ fra et stadion i Mexico. Ingen spillere slår korsets tegn for brystet og ser taknemmeligt mod himlen, efter de har sat læderet ind mellem stængerne. Sergio Agüero lægger aldrig hånden om ryggen på den kvindelige linjevogter Sian Massey-Ellis i Manchester Citys kamp mod Arsenal, og vækker derfor heller ikke internettets vrede.

Ingen af de ellers 6500 bortgangne bygningsarbejdere hentet ind fra verdens fattigste lande lader livet under opførslen af funklende venues til verdensmesterskabet i Qatar. En feteret verdensstjerne udskifter ikke Coca Cola med vand under et stort pressemøde i Puskás Aréna før en EM-kamp.

Ingen miniputpiger står skælvende i iskold martsregn for at indlede en sæson, ingen forældre stopper otte spillere ind i en Fiat Punto for at køre 30 kilometer til et lokalbrag i laveste række, der findes ingen klaphatte, ingen nutmegs, ingen dommerfløjter, ingen transmitterede hjertestop. Blot et sted, hvor fodbold aldrig er blevet opfundet, og hvor den udgave af mig, der findes der, aldrig kunne have skrevet denne tekst.

Oprindeligt skrevet af Assens Bibliotekerne.