Spot på ulighed i litteraturen
Onsdag den 26. april får vi besøg af Stine Askov på Herlev Bibliotek. Hun vil fortælle om og læse højt fra sin roman "Nøjsomheden", der i den grad sætter social ulighed på dagsordenen. Læs mere om arrangementet og hent billet her.
I den anledning anbefaler vi en række romaner om emnet:
Sammenstød mellem kulturer og klasser
Den sociale ulighed fylder i den realistiske skønlitteratur. Bøgerne giver stemme til de mennesker, der lever under svære livspræmisser i lavere sociale lag: Med indigneret vrede bliver der taget et opgør med magtens fordeling og samfundets rolle i uligheden.
Glenn Bech er en af de forfattere, der sender sit personlige opråb ud via litteraturen med sit manifest "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet". Den rungende opsang vender sig fra de udsattes sted og konfronterer de privilegerede og samfundets ansvarlige.
Forfatteren Thomas Korsgaard betragter samfundet set fra de laveste sociale lag. Hans meget omtalte romantrilogi er afsluttet med tredje bind "Man skulle nok have været der".
Den udstiller med begsort humor den sociale ulighed, hvor nogle mangler et hjem, mens de privilegerede skummer fløden.
Integration og racisme
Også debatten om etnicitet og integration blander sig i litteraturens kritik af den skæve fordeling med en stærkt debatterende tone om samfundet ulige muligheder. Morten Pape behandler både i et biografisk og et fiktivt lys kultursammenstød mellem forskellige kulturer og sociale lag.
Hvor romanen "Planen" behandler Papes egen brogede opvækst i ghettoen Urbanplanen på Amager i en autofiktiv form, tager "Guds bedste børn" fat på et tema med et racistisk motiveret mord som omdrejningspunkt. Pape skriver på en stærk indignation og omsorg for de lavere samfundsklasser.
Absurde blinde vinkler
I hele Kristian Bang Foss' forfatterskab er der et spor af absurde kultursammenstød mellem forskellige samfundslag. Hans seneste roman "Frank vender hjem" foregår i et italesat klassesamfund med udpræget forskel mellem top og bund.
Hovedpersonen Frank foretager en rejse nedefra og op til kærestens familie med markante klasseforskelle. Her viser en kulturel og økonomisk overlegen overklasse sig blind overfor de privilegier og den magt, de er født ind i.
Artiklen er skrevet med udgangspunkt i artikel fra Litteratursiden.