Lyt til Nyt – marts 2023
Yelena Eckemoff: "I am a stranger in this world: original settings of Biblical Psalms, instrumental version"
Den russisk-amerikanske pianist Eckemoff er inspireret af bibelske salmer i sine instrumentale værker udgivet med amerikanske musikere i New York.
Stil, genre og fremførelse fremkalder en gedigen jazz-følelse, som vi kender den fra mange andre jazzkunstnere. Og så alligevel ikke helt. Enkelte numre er meget fortællende i udtryk og kan bestemt godt tænkes ind i en åndelig kontekst. Fine improviserende solistpræstationer, hvor specielt trompeten Ralph Alessi gør sig bemærket.
Et overraskende spændende bekendtskab. For jazz-entusiaster.
Jean Sibelius: "Symfoni nr. 3, C-dur, opus 52: Rouvali"
Så er der kommet en ny indspilning af finske Sibelius’ kraftfulde symfonier nr. 3 og 5. Denne gang i en svensk indspilning med Göteborgs Symfoniorkester og den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali ved roret.
Sibelius er en af de helt store nationalromantiske komponister, og det er oftest en stærk sanselig oplevelse at lytte til hans naturmættede tonesprog.
Der er noget frisk, nordisk energi over denne indspilning, der som bonus indeholder det lille tonedigt ”Pohjolas datter”.
Til det klassiske publikum.
Lydmor: "Nimue"
Når protest kommer til udtryk gennem kunst, sker der i transformationen ofte noget spændende og uforudsigeligt. Det er også tilfælde her med Lydmor alias Jenny Rossanders seneste udgivelse, der emmer af refleksion og spørgsmål til livets store udfordringer.
De enkelte numre er enkle, dybe og rå på samme tid, og Lydmor kommer helt ind under huden med både musik, vokal og budskab. Jeg er vild med det.
For dig der vil lytte til en musikalsk smuk lyddemonstration.
Mere om Lydmor på hendes hjemmeside Lydmor.dk.