Litterær Sportssommer: Cykling
Forfatter Lea Løppenthin har skrevet en helt ny tekst om at cykle som første tekst i vores stafet Den litterære sportssommer, hvor vi de næste 6 uger præsenterer nyskrevet litteratur om 6 forskellige sportsgrene.
Herlev Bibliotek har valgt Lea Løppenthin, fordi der ofte cykles roligt rundt i hendes bøger, og vi var nysgerrige efter at høre, hvad hun egentlig tænker om sportsgrenen, der for langt de fleste bare er en transportform. Og nu til den nyskrevne tekst!
Ode til min cykel af Lea Løppenthin
En cykel er en måde at bevæge sig på. Det er benenes kræfter, der driver maskinen fremad, men man kan bevæge sig langt hurtigere end på gåben. Man bliver en cyborg, en kentaur på hjul. I mange år tænkte jeg aldrig over det. Jeg satte mig op på det der nu var min cykel i den periode, trådte i pedalerne og ventede på at jeg skulle nå frem, stolede blindt på, at den ikke ville bryde sammen under mig. Efterlod den i dagevis på fjerne adresser, nødede den til at blive stjålet eller ødelagt. Mine cykler blev sjældnere stjålet dengang de var billige og gamle.
Min nuværende cykel er flaskegrøn. Jeg elsker den højt og ængsteligt. Jeg har haft den i snart fire måneder, den kostede 8.000 kr i en cykelbutik, der ligger i min gade. De siger at de har bygget den derinde. Jeg kan lide at dens ophav er tæt på, som hvis jeg havde overtaget en kattekilling fra en nabo. Jeg plejer at lænke den til lygtepæle eller træer med en tyk kæde. Jeg stiller den ind i gården om natten, men jeg tør ikke helt tro på at jeg altid kommer til at huske det. Jeg burde smøre låsen, jeg har allerede knækket én nøgle i en kædelås. Min veninde siger, at det værste ved at få stjålet sin cykel var hun at hun vidste hvor alle delene på den kom fra. Sadlen havde hun fået i fødselsdagsgave, styret havde hun fundet på Læsø, hjulene kom fra London. Den der har cyklen nu ved det ikke, er måske ligeglad. Det er et meget intimt tyveri, siger hun. Man sidder overskrævs på denne ejendel.
Fordi min bror faldt på cyklen uden hjelm og havde hjernerystelse i et år, kører jeg med cykelhjelm. Snarere end at ville beskytte mig selv mod hjernerystelse, er det som om jeg forsøger at tilbagekalde al den tid han lå alene i et mørkt rum. Efter styrtet fik han også en hjelm, men så blev den stjålet eller glemt et sted. Nu kører hans ubeskyttede hoved igen rundt, til min skræk.
Der er flere cykler end der er mennesker i København. Ligesom der er flere grise end mennesker på landsplan. I mange andre lande er dét at køre på cykel udtryk for en miljøvenlig, sporty, eller suspekt livsførelse.
Det første Tour de France fandt sted i 1903 og skulle styrke og manifestere sportsmagasinet L’Auto, som kort forinden havde løsrevet sig fra Le Velo. Rytterne kører så tæt, jeg er bange for at de skal blive filtret ind i hinanden og vælte. De er en sværm af insekter, der former en knytnæve eller en bølge. Sidder de også på cyklen i deres drømme, drømmer de at cyklen er vokset sammen med deres fødder? I år skal de cykle i en sløjfe fra det nordvestlige Bretagne, østpå, så tilbage sydvest og så nordpå igen til Paris. Indimellem skal de fragtes med bus eller fly, for at nå frem til de vigtige strækninger. Det blev obligatorisk at køre med hjelm i 2003, det vil sige da løbet havde været kørt i 100 år. Er touren en pilgrimsrejse? En olympisk leg?
En podcast-vært snakker om, at han glæder sig til at spise pandekager i Bretagne de første dage af løbet. En anden vært advarer om at det blæser meget, det er jo på Atlanterhavets kyst, hvortil den første svarer at han vil spise pandekagerne hurtigt inden de blæser væk. Jeg spørger min veninde, hvad Tour de France minder hende om, og hun svarer: honning på en ske fra min morfars kaffekop. Han sad og så cykelløbet i et hjørne af stuen, og hun fik lov at spise af skeen, når den havde været i kaffen.
Lea Løppenthin, juni 2021
