Syng med på Danmarks nye klimasang
Danmarks Biblioteksforening kårede i foråret Danmarks nye klimasang ud af 100 indsendte sange. De handlede alle om klimaet, og hvad vi skal gøre ved det?
Denne sommer har vi oplevet, at vejret var varmt i Danmark i juni, i juli satte verden varmerekord med farlige temperaturer over det meste af Sydeuropa, og nu er det her i august pludselig koldere og vådere, end det plejer herhjemme. I USA har der været hedebølge med temperaturer op til 55 grader. Andre steder i verden er der oversvømelser, og andre steder igen er der tørke.
Og vi sidder lamslåede tilbage og tænker "Hvad kan lille jeg gøre for et bedre klima?". Så det bliver stabilt og holdbart, så vi mennesker stadig kan være her på jorden i mange tusinde år endnu?
Det inspirerer Danmarks nye klimasang til, ligesom vi på Herlev Bibliotek på en rigtig hyggelig dag giver masser af inspiration den 2. september til vores Klimafestival – bær dig dygtigt ad. Her har vi boder, workshops og sjove aktiviteter til både børn og voksne.
Det regner med muligheder
Danmarks nye klimasang blev "Det regner med muligheder" af Jonas Dueholm og Ida Wenø. Sangens formål er netop at give håb og lyst til at gøre noget selv..
Her kan du lytte til Danmarks nye klimasang, "Det regner med muligheder"
God fornøjelse med at ændre på vores klima og med sangen :)
Det regner med muligheder
Det regner
Med muligheder
Gem dig bag din paraply
Eller læn dig op mod stormen nu, med brystet mod det ny!
Vi kan leve hele livet
Uden helt at ville se
Hinanden
Det springer
Fra datakilder
Og fra lag af permafrost
Men vi mangler vist at løse noget i og mellem os?
Vi har masser af beviser
Vi skal bare samle os
Og handle
Det buldrer
I sindets skove
Når en vane brænder ned
Op fra asken stiger spirer af en ny nysgerrighed
Kan man slukke vækstmaskinen
Lukke hamsterhjulet ned?
Og plante?
Det bløder
Af lysnuancer
I årtiers solnedgang
Alt det røde råber til dig: Du kan elske morg'nen frem!
Vi kan eje hele verden
Men må følge drømmen om
En anden
Syv små tiltag, du kan gøre for klimaet
"Alle bække små gør en stor å" som et gammelt ordsprog lyder, og det gælder også, når vi i dagligdagen gør noget for natur og klima. Her er nogle bud på, hvad du kan gøre derhjemme:
1. Mindre madspil (brug alt hvad du har af mad i køleskabet og smid ikke noget ud, vær kreativ med dine madrester)
2. Gør din garderobe mere bæredygtig (brug dit tøj længere og sy det evt. om, der findes mange bøger om emnet på bibliotekerne, som kan give gode idéer)
3. Vælg at støtte foreninger, der gør noget godt for miljøet
4. Gør din have eller altan mere bæredygtig, dyrk dine egne grøntsager og flere vilde blomster.
5. Værn om naturen i dit nærmiljø: Smid ikke affald, hvor du går, saml affald op, når du ser noget – især plastik, som er lang tid om at nedbrydes i naturen, og som fugle og andre dyr kan komme til at spise og dø af.
6. Sæt lyd på din hverdagsaktivisme. Tænk på Greta Thunberg, en ung pige der kom igennem med sine klimabudskab og nåede en hel verden. (Det er måske en stor ting for lille mig, men så er det klimasangen kan komme i spil)
7. Du kan synge Danmarks klimasang.