Den store fuglejagt
Tænk hvis du kunne flyve – som en fugl. I bogen ’Flyv’ drømmer to børn om at kunne flyve. Det er en meget smuk billedbog, helt uden ord, så fortællingen må I skabe sammen.
Måske har du hørt ’Eventyret om ildfuglen’- et russisk folkeeventyr eller ’De vilde svaner’ som er et meget smukt eventyr af H. C. Andersen.
Du kan også få historien om regnbuespætterne i ’Den store fuglejagt’, eller om de små Pipser i ’Den mærkelige pakke’, som først bliver rigtig levende, da Klotilde giver dem farver.
I ’Forestil dig det’, hvor hverdagens almindeligheder får lidt mere farve, kan du komme til at opleve farverige fugle og andre sjove dyr sammen med Niels og Sarah. Eller måske kunne du tænke dig at finde ud af, om du er en lyserød flamingo. Det og meget mere kan du blive klogere på i ’Fri som en fugl ’.
Forunderlige fugle
De virkelige fugle er nogle forunderlige skabninger, der kan flyve højt over vores hoveder i store flokke eller i mindre formationer. Det ser helt fantastisk ud, når der kommer sådan en V-formation af svaner eller gæs.
Fugle findes i vores nærhed i haver, parker, skove, ved havet. Nogle rejser sydpå når det bliver koldt – det er trækfuglene. Andre bliver her året rundt. Det er standfuglene. Vi kan observere dem om vinteren ved foderbrættet, og vi kan måske lære nogle af dem at kende. Der findes en masse rigtig smukke bøger om fugle.