Oplev Line Jensens tegninger på bibliotekets vinduer
Oplev Line Jensens tegninger på bibliotekets vinduer

Line Jensens tegninger er flyttet ind

Tegner Line Jensen har udsmykket bibliotekets vinduer – til dig

Bibliotekets sociale aktiviteter er lige nu skåret helt ind til benet. Men på vinduerne myldrer det med liv.

Vi har nemlig haft besøg af illustrator Line Jensen, der i anledning af vores sæsontema "Humor" har tegnet med hvide tuscher på ruderne hele vejen rundt om biblioteket.

"Det er bare en opvask"

Line Jensen tegner og skriver om hverdagen. Hendes seneste bog "Det store regnestykke" handler om at få livet til at gå op med børn, mand, drømme, et hjem og uendelige stabler af opvask.
Det hele er fortalt med et glimt i øjet, og tegningerne minder os om, at "det er bare en opvask", og den kan nok godt klare at stå til i morgen.

Hun tegner og fortæller ærligt om ikke at kunne få et øjeblik alene på toilettet, om at luge ukrudt, mens tre unger lystigt følger efter og puster mælkebøttefrø over hele haven, om at få lov at sove tre minutter mere, og om den evige payback, en far skylder en mor efter hun har været gravid, født og ammet.

På bibliotekets vinduer har hun tegnet situationer fra bibliotekets hverdag – du finder både avislæsere, printerproblemer, afsprittende bibliotekarer og masser af læsesituationer.

Hvordan kan jeg se tegningerne?

Tegningerne opleves bedst udefra, så du kan gå en tur rundt om biblioteket, lige når det passer dig.

Om Line Jensen

Line Jensen (f. 1976) er uddannet grafisk designer og har været selvstændig med egen virksomhed i mange år.
 
I 2017 udgav hun bogen "Hver dag starter det forfra", som hun vandt tegnernes debutantpris, Ping-prisen, for.
"Det store regnestykke" er hendes anden bog og kom sidste år.
 
Hun er gift, har tre børn og bor pt. på Amager.
 
Lån Line Jensens to bøger herunder og besøg hendes instagramprofil, hvor det også vrimler med tegninger.