Forfærdelige ferier: Bakken, regnvejr og Lise Nørgaard
Vi har det med ofte at huske det bedste fra vores ferier – men hvad med den, der gik skævt, eller bare ikke blev, som du ønskede?
I litteratur og film findes der mange fortællinger, der handler om triste eller kaotiske sommerferier. Måske har du selv oplevet en sådan.
Jeg husker især én sommer fra min barndom, hvor jeg gang på gang blev skuffet. Og den hænger sammen med Bakken og Lise Nørgaard. Læs her, hvordan:
En skæbnesvanger sommer
Journalist, forfatter og manuskriptforfatter Lise Nørgaard døde 1. januar i år. Hun skrev mange socialrealistiske historier, ofte hvor hendes eget liv indirekte indgik i fortællingen.
I tv-serien Matador skriver hun også sig selv ind som Mads Skjerns datter Ellen. Ellen bliver på grund af sin nazistiske far, der gerne vil møde hende i sommerferien, sendt med Baronen og hans hustru til Skagen. Ellen protesterer kraftigt, da det fuldstændig ødelægger hendes planer om en sommerferie på Fedet samme med barndomsvennen Ulrik Varnæs.
Men som Ellens mor og stedfar siger, bliver det, så Ellen ender i Skagen. Her møder hun sin kommende mand, og hendes liv ændrer sig på grund af en sommerferie, der gik skævt.
Matador på bakken
I dag er byen Korsbæk fra Matador opført som en lille by på Bakken i Dyrehaven i Klampenborg. Et sjovt sted at besøge, hvor du kan møde alle karakterne fra tv-serien gå rundt.
Korsbæk var endnu ikke bygget på Bakken, da jeg var barn, og Matador blev først sendt første gang den 11. november 1978, da jeg var 14 år gammel, og vi sad klinet til skærmen hver lørdag.
Men jeg havde alligevel et særligt forhold til Bakken som barn:
Min regnfulde sommerferie
Fra jeg var syv år gammel, holdt vi hvert år ferie i vores kolonihavehus i Ballerup. Vi boede i Rødovre, så Ballerup var på landet dengang.
Jeg husker, der altid var sol og rødgrød i kolonihaven. Men når jeg tænker mig om, så var der også regn. Måske havde min far en aftale med vejrguderne, for hver onsdag stod vi op og kiggede ud ad de store panoramavinduer i stuen og så kun regn, regn, regn og kun om onsdagen – suk.
Far havde lovet os, at vi skulle på Bakken og prøve karruseller om onsdagen. Første onsdag i ferien regnede det, "Pyt", sagde min far, "der kommer en onsdag mere, hvor vi kan tage på Bakken". Anden onsdag i sommerferien regnede det. "Pyt" sagde min far, "vi har en onsdag mere at løbe på". Tredje onsdag i ferien regnede det også, og det så ikke ud til at ville stoppe på noget tidspunkt.
Vi kom ikke på Bakken de tre onsdage, som min far havde lovet. Og hvorfor skulle det lige være en onsdag? Jo, om onsdagen var der halv pris på billetterne.
Et livsværk til sommeren
De regnfulde onsdage i sommerferien blev i stedet brugt på at læse bøger på mit værelse i kolonihaven. Desværre ikke bøger, vi havde lånt på biblioteket, for der kom vi ikke. Det var kun på skolebiblioteket, jeg kom som barn.
Min far abonnerede på de bøger, han læste, gennem en bogklub, og min mor læste kun Familiejournalen. Men min mormor kom med bøger til mig, for hun arbejdede på et trykkeri. Det var hende, der fik mig til at læse.
Jeg vil med denne historie om Matador, fejlslagne sommerferier, Bakken, regnfulde somre og læseglæde anbefale Lise Nørgaards sidste bog, "Lise – Et Livsværk".
Bogen er en erindringsbog og handler om hende selv, men også om vennerne Johannes Møllehave og Jane Aamund. Og så har der også altid sneget sig en hund med ind i Lise Nørgaards historier.
God fornøjelse med Lise Nørgaards bog. Og god – forhåbentlig – solrig sommer.