Mandagssalon: Hvor er hjem i litteraturen?
Bibliotekets tema i efteråret er HJEM. I Mandagssalon den 11. september anbefalede vi, Nanna og Marit, bøger om at flygte fra sit hjem, om at udvide sit hjem, om at føle sig hjemme et fremmed sted og om at finde et hjem langt væk fra der, hvor man troede, det var.
Kamilla Hega Holst: "386"
"386" er et trekantsdrama fyldt med hemmeligheder, skyldtynget begær, koder der skal regnes ud, rødvin og Talking Heads. Mai og Johan bor sammen i en stor villa på Frederiksberg. De prøver at få et barn, men Mai er egentlig uengageret i projektet.
Pludselig dukker Johans ungdomsven Daniel op efter mange år i USA, og det er som om, han udfylder et tomrum i det store hus og bringer en fest ind i hverdagens systemer. Han kan bringe parret tættere på fortidens hemmeligheder, men skaber uro i hjemmet, der før var pænt og ryddeligt – i hvert fald set udefra.
Mød Kamilla Hega Holst hjemme hos Jane i Herlev den 27. september.
Helle Helle: "Hafni fortæller"
Hafni fortæller...at hun skal skilles. Helle Helle har begået endnu en genistreg – mere udfordrende sprogligt end i for eksempel "Dette burde skrives i nutid" og "Rødby-Puttgarden". "Hafni fortæller "er en slags uofficiel tre'er efter "De" og "Bob", og Hafni er da også en biperson i "de", hvor hun optræder som hovedpersonens gymnasieveninde.
I "Hafni fortæller" er Hafni netop blevet skilt og drager ud på en smørrebrødsrejse gennem Danmark for at prøve at udleve noget af det, hun har gået og drømt om i mange år. Det bringer hende i en masse problemer, der inkluderer vådt vasketøj, for meget snaps, orange badebukser og en glemt mobiltelefon.
Claire Keegan: "Omsorg"
Claire Keegans roman "Omsorg" er et 80 siders langt læsekram. Om en pige, der bliver sendt på sommerferie hos et ægtepar uden børn, fordi hendes egen familie ikke har hverken råd eller overskud.
Det her ægtepar tager så godt imod pigen, der ikke har fået noget som helst at vide om, hvorfor hun er blevet taget væk fra sin egen familie. Men hun er tillidsfuld, nok fordi både manden og kvinden også viser hende tillid, og altså først og fremmest omsorg.
Pigen bliver hos ægteparret henover en lang, fantastisk sommer, hvor de kommer tæt på hinanden. Jeg nød især at læse om, hvordan konen tager pigen med i dagens gøremål på gården, og hvordan de tager hende med til en begravelse hos en af nabomændene, og især med ind til byen, hvor de både køber nyt tøj, brevpapir, kød og slik til sidst. Det mindede mig lidt om Vimmerby.
I foråret blev romanen filmatiseret med titlen "The Quiet Girl", som absolut også er et kig værd.
Ali Smith: "Andre tider"
Vi er i England i 2021. Sandy Gray, en billedkunstner midt i livet, frygter at smitte sin skrøbelige far med corona. Derfor vil hun heller ikke se nogen mennesker, hun har i det hele taget besluttet sig for at melde sig ud af samfundet. Indtil hun modtager et mystisk opkald fra en fjern bekendt. Kvinden i røret har brug for Sandys hjælp til at løse en gåde, der hænger sammen med en gammel lås, der er smedet i senmiddelalderen.
I 1500-tallets England strejfer en forældreløs pige rundt. Det er mørke tider: Epidemier raser, brutalitet og barbari råder. Pigen kommer i lære hos en kvindelig smed, og det er netop smedekunsten og et uventet venskab, der holder hende oppe.
Betty Frank Simonsen: "København, sommer"
Betty Frank Simonsen debuterer med en legende og berusende roman om forelskelse over en varm sommer i hovedstaden. 20-årige Cleo har efterladt sit liv hjemme i Jylland og er landet på Enghave Plads midt på Vesterbro, hvor hun forsøger at føle sig hjemme i et værelse, hun lejer hos den halvtredsårige, nyskilte June. June fumler rundt i midten af livet med rødvin og yoga og veninder, og så tager hun vejret fra Cleo, som hun aldrig har oplevet det før.
En bog om forelskelse, sommerkøbenhavn, spirende lesbisk kærlighed.
Ditte Holm Bro: "Girls of Dust / Hver gang du trækker vejret indånder du støvet fra vores knogler"
I "Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler", der lige er blevet nomineret til Romanprisen 2023, kommer vi helt tæt på to husmødre i 50'ernes Vestjylland en helt almindelig dag i deres liv.
Kvinder fastlåst i deres ægteskab, længslen efter et andet liv, det hårde, rituelle huslige arbejde og uforløst seksualitet er romanens centrale temaer. Selvom den foregår i 1958, er det ikke kun en historisk roman, for den beskriver en følelse af at være usikker og indespærret; følelser som mange mennesker vil kunne genkende.
Mohamed Mbougar Sarr: "Menneskets dybeste erindring"
I 1930’erne skriver en afrikansk forfatter en bog, der bliver et kæmpe hit i Frankrig. Men hvorfor forsvinder han efterfølgende helt for aldrig mere at dukke op, hverken som forfatter eller menneske? Dette detektivarbejde forsøger en nutidig sort forfatter af mange krogede veje at opklare.
En koloniroman med kunst, identietet og lidenskab som omdrejningspunkt.
Eva Tind: "Citronbjerget"
Sui er halvt koreansk, halvt dansk. Hun har netop forladt sin mand, da hun arver sin ukendte bedstefars hytte på et citronbjerg i Korea. Hun forlader Danmark og begiver sig ud på en rejse for at opdage sine rødder, bearbejde sit ægteskab og moderskab, samtidig med at hun forsøger at genfinde sig selv.
En identitetsroman.
Sofie Riis Endahl: "Vi dør alligevel snart"
Mads kæmper for at forlade Jehovas Vidners snærende bånd, mens Vibe ønsker at blive en del af den trygge relation. Men det er ikke så ligetil, hverken at komme fri eller tilknytte sig til et stærkt dominerende på forhånd givet fællesskab. En roman om unge mennesker, der famler i verden med kærlighed, ensomhed og social kontrol.
En fortælling om menneskelige relationer.
Vibe Termansen: "I skyggen af Rusland: en historie om imperier og interessesfærer"
Hvorfor gik Rusland ind i Ukraine? Det spørgsmål forsøger historikeren Vibe Termansen at besvare i bogen, der tager læseren med tilbage til Sovjetunionen og Vestens historiefortælling fra mellemkrigstiden og frem. En bog om magtkampe, ære, alkohol, respekt og foragt… tilsat drys af ironi og sort humor.
En historisk fagbog om national selvforståelse.
Keld Conradsen: "Byen og havet"
Jeg-fortælleren konfronteres af sin fortid, da han arver en gammel kasse med breve fra en slægtning til sin forsvundne ungdomsven.
Men hvorfor skal netop han have disse breve? Og hvad er det med vennen Arvid, der i sin tid boede på en båd og ikke vil væk derfra? Og hvorfor begik hans mor selvmord?
En roman om venskaber, relationer og kønsforhold.
Pablo Llambías: "Parcelhus"
Jeg-fortælleren er på vej til 40-års jubilæum med sin folkeskoleklasse. Turen og mødet med de gamle klassekammerater bliver en tur ned ad memory lane til parcelhuskvarteret ved Aalborg, hvor far og mor var professionelle kunstnere, far var argentinsk, og hjemmet var helt almindeligt og alligevel noget helt andet end hos de jævnaldrende.
En roman om tidsånd, velfærdsstat og tilhørsforhold.