Tre romaner tager dig ud i verden
På vores Instagram-profil herlev_bibliotek anbefaler vi hele sommeren bøger til din ferie under temaet #læsogrejs. Her får du tre:
Rachel Cusk – "Omrids"
"Omrids" foregår en uge i Athen, hvor vores kvindelige fortæller skal ned og undervise på et skrivekursus. Romanen er skrevet sådan, at i stedet for at fortælle noget om sig selv, giver den kvindelige fortæller pladsen til de mennesker, hun møder. Manden ved siden af hende i flyveren, forfatterkolleger og hendes elever.
Vi får et detaljerigt indblik i alle de menneskers uafhængige historier, mens vores fortæller vågent lytter med. På en sejltur får vi et lille kig ind i, hvad hun selv føler:
"Vandet var så klart og stille og køligt, og kystlinjens former så bløde og ældgamle, med den lille ø i nærheden der ikke så ud til at tilhøre nogen. Det føltes som om jeg kunne svømme flere kilometer, helt ud i havet; en længsel efter frihed, en trang til at bevæge mig, hev i mig, som om jeg havde en tråd fastgjort til brystet. Det var en trang jeg kendte godt, og jeg havde lært at det ikke var en tilskyndelse fra en større verden som jeg engang troede. Det var simpelthen et stærkt ønske om at slippe væk fra det jeg havde."
Peter Højrup - "Til stranden"
En gruppe venner er på ferie ved Tyrkiets kyst. Herfra kan de både slænge sig i skyggen, spise frisk frugt fra markedet, men samtidig kan de betragte en horde af containerskibe, der sejler varer på tværs af Europa og Asien, og imens strander flygtninge på nærliggende strande.
Romanen skildrer både det at rejse som vennegruppe, med og uden børn, altid med masser af længsel enten efter noget derhjemme eller noget, de ikke ved hvad er. Hele tiden med denne viden om, at flygtninge krydser havene omkring dem med livet som indsats.
Ernest Hemingway - "Der er ingen ende på Paris"
20'er-stemning i Paris, så du næsten kan dufte de friske østers, smage vinen og høre de store digteres blyanter kradse i en notesblog på bordet ved siden af dig.
Enhver sommer kalder på at læse eller genlæse en klassiker. I år skal undertegnede genlæse "Der er ingen ende på Paris" fra 1964 og førstegangslæse "Farlig sommer" fra 1985, som var Hemingways sidste bog om Spanien og tyrefægtning.
"Der er ingen ende på Paris" er Hemingways egen fortælling om at skrive og leve i Paris omgivet af andre store kunstnere som James Joyce, F. Scott Fitzgerald og Gertrud Stein.