Gry Jexen vinder Læsernes Bogpris for "Kvinde kend din historie"
Tre ugers afstemning er slut, og med overbevisende stemmetal er Gry Jexen og "Kvinde kend din historie" netop kåret som vinder af Læsernes Bogpris 2022. Med æren følger en check på 50.000 kroner.
En vigtig bog for alle om kvinders historie
Gry Jexen har i den grad imponeret læserne med sin velresearchede og levende historieformidling, som gør kvinders historie tilgængelig for alle på en ny og spændende måde.
Uddrag fra Litteratursiden:
”Kvinde kend din historie” er en bog om de kvinder, der måtte bryde med normerne for at udleve deres drømme, en bog om de kvinder, der har banet vejen for den moderne kvindes muligheder - og Jexen har med sin "Kvinde kend din historie" endelig givet dem en plads i historiebøgerne.
Samtidig giver "Kvinde kend din historie" med sin titel et kærligt nik til de kvinder, der står bag "Kvinde kend din krop" fra 1975.
Gry Jexen portrætterer i bogen 50 kvinder, der har levet i Danmark i løbet af de seneste 500 år, og som har gjort sig bemærkede indenfor forskellige områder. Et værk, som kaster lys på dem, der i mange år er blevet holdt tavse på trods af at levere et stykke vigtig Danmarkshistorie.
Om prisvinderen
Gry Jexen er 33 år og cand.mag i historie og pædagogik & uddannelsesstudier. Hun har arbejdet med historieformidling i en årrække, er selvstændig podcast-vært, forfatter, foredragsholder, tv-tilrettelægger og skribent og står bag Instagram-profilen ”Kvinde kend din historie” og podcasten af samme navn.
Stort tillykke til Gry Jexen fra Danmarks Biblioteksforening og de danske folkebiblioteker og samarbejdspartnerne fra Litteratursiden og Ordkraft.
Forfatterfoto: Christina Jensen
Herlevs interview med Gry Jexen
Se vores egen faglige formidler Louise Haslund Sørensen og litteraturformidler Nanna Damsgaard-Larsen tale med Gry Jexen om "Kvinde kend din historie" på Instagram lige her:
https://www.instagram.com/tv/CaAr7IEjuZj/?utm_source=ig_web_copy_link