Månedens digt: Det regner og jeg er alene
"Benene spjætter og jeg hvisker til regnen / at det måske er okay med ekstra ost i dag"
Sådan slutter digtet "Det regner og jeg er alene" fra Caspar Erics "Nye balancer", der udkom i februar med genrebetegnelsen "handicapdigte".
Jeg kan især godt lide det her digt, fordi det at spise pizza og se film på sofaen fylder ok meget i hans tidligere digtsamlinger, og i den nye får vi et helt nyt perspektiv på den handling. At det også er en måde at restituere på, at gemme sig, at slappe af i to ben, der indimellem mister balancen. Man kan ikke glide på en sofa.
Digtet begynder sådan her:
"Det regner og jeg er alene"
"På vej ned efter junkfood i en lækker regn.
Måden jeg tøver på fordi kantstenen er glat.
Ben er nogle gange mere upraktiske end hjul.
Det er et dagligt arbejde at passe ind.
Min kærlighed til pizza og film på sofaen er:
et personlighedstræk og camouflage i ét.
Jeg fortæller aldrig mine venner
om smerter i ryggen
eller den døde tid som jeg bruger på gulvet.
Ingen gider høre dig whine."